Taxatanker

Mere end blot en køretur …

Usund konkurrence

dreamstime_xs_53302172
Det var en af de eftermiddage, hvor Metroen i København stod stille. En hændelse der indtræffer alt for sjældent, set fra et hyrevognsperspektiv, og alt for ofte set fra et brugerperspektiv.
Jeg havde lige kørt en kunde fra Østerbro til Kastrup Lufthavn, og havde en kort øjeblik overvejet, om jeg skulle logge ind i ’det nye’ taxa-system i lufthavn.
I modsætning til hvad alle medier fuldstændig hovedløst kolporterer, er ventetiden for taxier i lufthavnen nemlig ikke med et slag blevet afkortet helt fantastisk meget. Den del af ventetiden, som man kan måle centralt, er blevet kortere, men den reelle ventetid er upåvirket. Det skydes i al sin enkelhed, at lufthavnen har indført et system, hvor chaufførerne skal betale for at hente kunder på lufthavnens område, og at man derfor skal registreres via sin brobizz. Vupti er ventetiden forkortet, fordi man ikke regner den ventetid med, som ligger før man er kørt ind i systemet.
Egentlig ret smart. Sådan kunne man jo også fjerne ventelisterne i sygehusvæsenet. Man registrerer først ventetiden, når patienterne er inde på selve hospitalet.
Tidspunktet på dagen afgjorde sagen, og jeg kørte ind i ’systemet’.

Noget senere satte en mand sig ind i bilen, og bad om at blive kørt til indre by. Omkring 10 år yngre end mig selv, velklædt uden at være iklædt hverken Armani eller Vibskov. Velpreserveret uden at være fitnesscenter-fake.
Han tog hverken laptop eller telefon frem, og den slags kan signalere to ting:
Lad mig være i fred – jeg vil sove.
Eller det kan være en invitation til snak.
Jeg satsede på det sidste, og spurgte hvor han havde været henne.
”Rom. En konference, som jeg har holdt en oplæg på, så altså ikke noget eksotisk,” kom svaret med smil i stemmen.
”Hvad har du været oplagt om?” spurgte jeg.
”CSR, altså ….”
Jeg afbrød ham. Nogle gange er det vigtigt for mig at markere hurtigt, at jeg ikke har tilbragt hele mit liv med at køre hyrevogn. Så jeg afbrød altså:
”Corporate Social Responsibility. Det prøvede jeg engang at introducere på en tidligere arbejdsplads, men de kiggede på mig, som om jeg stod og svingede med Arbejdersangbogen.”
Min kunde lo, og tilgav afbrydelsen.
”Ja, det er ofte svært at være først med noget. Herhjemme var det Novo Nordisk der startede, men nu er alle med. Mærsk bruger det direkte som en konkurrencefordel på visse markeder, så de tunge spillere er på banen.”
”Men bliver det ikke bare noget, man siger man tager alvorligt, så man kan holde de aggressive NGO’er og pressen på afstand? Lidt lige som når man lægger op til en fyringsrunde ved at sige, at medarbejderne er den vigtigste resurse?”
”Nogle gange er CSR bare blålys, men jeg tror, at man skal se virksomheder som mennesker. Altså mennesker er forskellige, og det er virksomheder også. Nogle er gode og andre er knapt så gode.”
Herefter fulgte en lang snak om den virksomhed, som han selv arbejdede i, men hans anonymitet ryger, hvis jeg navngiver den. Men jeg kan vist godt røbe, at det er en fremstillingsvirksomhed, som har nogen mediebevågenhed.
”Fortæl mig, hvordan du er havnet i den branche?” bad jeg.
”Tjah … jeg havde arbejdet en del år både i det offentlige system og i visse grene af fagbevægelsen, men jeg synes ikke rigtigt, det battede noget. Så for nogle år siden skiftede jeg til det private erhvervsliv under to forskellige personlige mottoer. Hvis du femstiller noget, som ikke er absolut nødvendigt, så gør det i det mindste på den mindst skadelige måde. Og det andet er, Do good or get rich trying,” lød det, efterfulgt af en høj latter.
Turen var desværre ved at slutte, så jeg tænkte, at jeg måtte prøve noget af:
”Hvad tænker den CSR-ansvarlige om denne branche? I taxabranchen i København kæmper de fire selskaber om at kapre erhvervskunder fra hinanden ved hjælp af rabatter. Typisk i form af lavere starttakster, kilometertakster eller faste priser. Det betyder, at rabatten betales af chaufføren. Rabatterne er altså forhandlet på plads af personale på fast løn, men virker for mennesker som 100 % provisionslønnede. Hvordan synes du det lyder?”
”Det lyder som virkelig usund konkurrence. Kunne I ikke konkurrere på noget andet end pris?”
”Min personlige drøm er, at man skulle skabe et firma, hvor chaufførerne var uniformerede, høflige og hjælpsomme, som minimum flydende på dansk og engelsk, og som hverken røg eller spiste i de altid rene biler. Noget af en drøm hvad?” spurgte jeg, mens jeg grinende trak bilen ind mod kantstenen og vendte mig mod min kunde.
”Det lyder som en fremragende idé – det skulle I da tage at gøre,” sagde min passager, mens han fumlede lidt med kortterminalen.
”Det skulle vi, men det ville blive ødelagt på et sekund.”
”Hvorfor det?”
”Fordi alle centraler er pålagt ved lov, at tage imod enhver vognmand, der gerne vil køre for dem, og man må  ikke sortere. Altså ville de gode chauffører i mit selskab hurtigt blive oversvømmet af skvadderhovederne, når de så, at vi begyndte at tage kunderne. Og så ville den konkurrence lige som være forbi ikk’?”
”Himmel. Det lyder jo nærmest som en bizar blanding af gammelkommunisme og det vilde vesten. Held og lykke med at få lavet det om,” sagde den venlige CSR-mand, og forsvandt ind i sin opgang.
Jeg forsvandt videre ud i eftermiddagsmyldretiden, og tænkte, at det var en ret præcis beskrivelse hyrevognsbranchen:
En bizar blanding af gammelkommunistisk regeltyranni, og ultraliberalt enhver-er-sig-selv-nærmest.