Taxatanker

Mere end blot en køretur …

Tyv!

Det var nat eller morgen – alt efter temperament.
For mig var det morgen.
Jeg havde lige sat en ung pige af på Nørrebro. En bartender fra et af de hæderkronede, gamle værtshuse på Frederiksberg. Som altid undrede jeg mig lidt over, hvad der får en køn ung pige fra Jylland til at blive bartender på et natværtshus i København. Men jeg spørger ikke, og jeg spurgte heller ikke denne gang. Måske er jeg bange for at komme til at lyde som en gammel fordømmende idiot, og det vil jeg jo helst ikke, og det er jeg ikke.
Men jeg undrer mig alligevel.
Nå, men den unge pige var sat af, og klokken havde lige passeret halv seks, så jeg lagde kursen mod et af de distrikter som plejer at være god for enten en lufthavnstur eller en tur ud til en af de store erhvervsparker i enten Tåstrup eller Ballerup. Før klokken otte om morgenen er lufthavnen mest sandsynlig, men nogle gange skal en eller anden sortklædt og tilknappet konsulent fragtes til morgenmøde i en af de kedelige erhvervsparker i omegnen. Områder der som regel er lige så meget parker som zoologiske haver er jungler.
Men jeg nåede det ikke denne morgen, for en småforhutlet mand prajede mig, og jeg trak ind til siden. Et eller andet sted mellem 40 og 60 år gammel, langskægget og langhåret og med joggingbukser, løbesko og en sportsjakke af ubestemmeligt mærke og farve.
”Godmorgen, skal du have en hånd med dit habengut?” spurgte jeg og pegede ned på hans rollator, sportstaske og sandelig også en krykkestok.
”Jeg skal til hovedbanen,” lød det kortfattede svar.
Jeg åbnede døren og mens min kunde satte sig ind, fumlede jeg lidt med hans rullemarie, og øvrige grej, som jeg til sidst fik stuvet sammen i sedanens bagagerum.
”Og du sagde hovedbanen?” spurgte jeg.
Svaret var bekræftende og mens det kom rakte han mig rutineret sit debit-hævekort.
Lige så rutineret trykkede jeg ’kortkontrol’ og kørte kortet igennem maskinen.
Afvist.
Det tog min sidemand med ophøjet ro og sagde:
”Nå, det forstår jeg ikke, jeg har da lige brugt det.”
Præcis hvor man kan bruge et debitkort, og måske endda uden penge på kontoen klokken halv seks om morgenen, gik jeg ikke ind i.
Min sidemand var som nævnt ikke i den bedste forfatning, men heller ikke så slemt kørende som nogle af de andre skæve eksistenser. Ergo følte jeg mig ret fortrøstningsfuld i forhold til vort økonomiske mellemværende. Og når han nu skulle til Hovedbanegården, så tænkte jeg at et oplagt spørgsmål måtte være, hvor han skulle hen. Så det spurgte jeg om.
Han kiggede på mig som om jeg ikke var rigtig rask og svarede:
”Hovedbanegården.”
Godt så. Den kunne jeg strengt taget have undgået.
Resten af turen hørte vi bare radio og aftalte, at jeg fulgte ham ind på banegården, hvor han så kunne købe nogle cigaretter og jeg kunne få mine penge.
På Banegårdspladsen sprang jeg straks ud, og begyndte at pakke rollator ud og placere sportstaske og krykke, mens min kunde gjorde sig klar til at stige ud.
Min anløbne kunde tog fat i sit hjælpemiddel og begyndte den møjsommelige vandring ind til kiosken, jeg fulgte med og betragtede det begyndende morgenmylder på banegården.
”Hey, jamen jeg har jo min kones pung med, så du faktisk bare få pengene med det samme,” kom det pludselig, og i løbet af ingen tid var jeg betalt og fik endda en lille slat drikkepenge. Sidstnævnte gør mig altid lidt rørt når de kommer fra fyre som ham jeg lige havde kørt med.
Jeg sagde pænt farvel og begav mig ud til bilen.
’Bip’ sagde merceren og blinkede til mig da jeg kom ud på pladsen og aktiverede den fjernstyrede centrallås. Ind på det stadig varme sæde og grave i bukselommen for at hælde penge i prangerpungen som er en uundværlig del af de fleste taxachaufførers standardudstyr. Men hvor var den forbistrede pung?
Væk!
Ud af bilen ind på banegården igen og se om jeg kunne finde min seneste kunde. Naturligvis uden held.
Ud til bilen og lede igen, og igen forgæves.
Tilbage på banegården og se om politivagten var åben.
Nedlagt.
Ud i bilen og køre over til Station City på Halmtorvet konstaterende på vejen, at mit førerkort også var væk.
Fordømt – uden førerkort, eller et bevis på at jeg havde meldt det stjålet, kunne jeg ikke fortsætte vagten.
Stationen åbner først klokken 8, medmindre man har noget meget presserende på hjerte, og det synes jeg jo at jeg havde. Det synes politiet imidlertid ikke. Jeg skulle pænt køre hjem og anmelde tyveriet på politiets hjemmeside og selv printe en anmeldelse ud. Lad mig bare røbe at det var en besked, som jeg var ret utilfreds med.
Tilbage i bilen ringede jeg 114 og fik en yderst forstående og hjælpsom politimand i røret. Han forstod mit problem med det samme, og anbefalede at jeg kørte ind på Station City og anmeldte tyveriet.
”Øh … det har jeg prøvet, men de afviste mig,” sagde jeg.
”Jeg ringer lige til dem, og så ringer jeg tilbage til dig,” sagde den venlige betjent, og det gjorde han kort efter.
Jeg skal ikke trætte med beretningen om en ualmindeligt ubehøvlet betjening da jeg atter var i kontakt med folkene på politistationen på Halmtorvet. Men jeg kan godt røbe, at jeg fik skæld ud for at læne mig op ad døren, og at jeg blev oplyst om, at jeg jo allerede var blevet vejledt om at køre hjem og lave anmeldelsen. Så var stilen på en eller anden måde lagt.
På ti minutter fik jeg et bevis på min anmeldelse, og kørte ud og kaprede nogle flere morgenkunder inden Taxinævnets kontor åbnede og jeg kunne få et nyt førerkort.
Hele formiddagen måtte jeg give kontantkunderne rabat, fordi jeg ikke kunne give dem korrekte byttepenge, og jeg forbandede tyveknægten langt væk.
Som dagen gik, blev det dog mere og mere mig selv jeg forbandede. Jeg ved det jo godt. Man skal ikke friste mennesker over evne, og at lade prangerpungen ligge åbenlyst fremme på midterkonsollen mellem de to forsæder tangerer jo stupiditet af højeste og mest rendyrkede standard.
Pungens pris, indholdet af samme, kunderabat, udgifter til nyt førerkort, og tabt fortjeneste i løbet af morgenen og formiddagen beløb sig til et par tusinde kroner.
De penge er hurtigt tjent ind igen, og jeg mistede kun en ganske lille del af min tillid til mine medmennesker.
Så sent som i dag har jeg fx ladet en kunde løbe ud af bilen ved samme banegård med et løfte om betaling, og mit kontonummer i lommen og et:
”Tak, for hjælpen – jeg sætter pengene ind i morgen.”
Han skulle jo nå sit tog

By | oktober 28th, 2013 | SHOW COMMENTS (8)

8 Responses

  1. Helle says

    Åh, vil du ikke godt køre mig i lufthavnen på mandag? Jeg gad så godt have en tur med dig. Og det bliver med taxabon – ikke noget med for lidt penge. Jeg lover det

    • Peter Petersen says

      Nåeeehhh … du er sød, tak. Den slags aftaler må man strengt taget ikke lave, men mon ikke vi kan gøre en undtagelse? Jeg er på arbejde mellem 04:30 og 16:00 på mandag, så hvis det passer dig, så skal du sende mig en SMS 2277 9189 med adresse og tidspunkt, så skal det være mig en fornøjelse at ‘crime ride’ sammen med dig 🙂

      Peter

      • Helle says

        Jeg sms’er for et crime ride omkring 9.30 🙂

  2. AbdulRehman says

    Meget velskrevet og lærerigt for os andre

    • Peter Petersen says

      Tak AbdulRehman!

  3. Morten Jensen says

    Hej Peter

    Dejligt at læse dine historier fra taxa verdenen.

    Når jeg er ved at få abstinenser, af lysten til at køre hyrevogn igen, er det super at læse dine oplevelser.
    Ikke fordi oplevelserne er ubehagelige, men fordi de er så velskrevne, at jeg føler mig tilstede i bilen.

    Håber vi tales ved.

    Mvh
    Morten
    (vi tog chaufførkurset sammen)

    • Peter Petersen says

      Hej Morten!

      Tak for de venlige ord, glæder mig at kunne hjælpe 🙂
      Er du valgkamps-aktiv?

      Peter

      • Morten Jensen says

        Hej Peter

        Har droslet noget ned for det politiske, så der er ikke den store aktivitet på den front.

        Glæder mig at læse, at du har fået en dagtur, det er noget mere familievenligt end natturen!

        Ha det godt.
        Morten