Taxatanker

Mere end blot en køretur …

Tungebid

WP_20160219_12_22_37_Pro

Habitjakken sad dårligt over den store, muskuløse krop, og hverken den eller skjorten kunne skjule tatoveringerne på hænder og hals. Jakkens bærer, som satte sig ind på passagersædet ved siden af mig, var vel omkring de fyrre år gammel, skaldet og med et forholdsvis velvoksent skæg omkring munden. Hans makker, som satte sig på bagsædet, var noget yngre, og mere almindeligt klædt.
”Vi skal til en særlig bank på en særlig adresse inde på Vesterbro,” sagde passageren ved siden af mig.
”Det’ modtaget,” sagde jeg og satte hyrevognen i gang.
Det var koldt, men solen skinnede, og med lidt held kunne man bilde sig ind, at foråret var lige om hjørnet.
På vej ud fra den lille sidegade ud til den stærkt befærdede Tuborgvej, altså mens vi holdt stille og betragtede strømmen af biler på en af de stærkest befærdede forbindelsesveje i København, kørte en rustvogn forbi.
”Nå, så er der sgu en, der er holdt op med at ryge,” sagde jeg kækt, og citerede en god vens afdøde morfar.
Mine to passagerer reagerede med en grynten.
Godt så, tænkte jeg. Det bliver en af de der tavse ture med et par hårde negle, som ikke linder det mindste på låget.
”Skal man bestille sådan en bus til otte personer i god tid, eller kan man bare ringe?” kom det fra passageren i sædet ved siden af mit.
”Njah, det kommer lidt an på, hvornår på dagen det er,” svarede jeg, og fortsatte: ”Hvor skal I til og fra?”
”Vi skal herfra og til Grundtvigskirken ved 12-tiden, men jeg aner ikke, hvor den ligger henne,” lød svaret.
”Ha ha, det kunne ikke være lettere. I kan gå derhen på 4-5 minutter, hvis I ikke skynder jeg for meget, men øh … hvem er død?” spurgte jeg idet jeg antog, at en kirkelig handling ved middagstid midt på ugen formentlig var en begravelse af en art.
”Det er min kone,” sagde min sidemand.
Jeg plejer at være stolt af, at jeg er rimeligt rap i replikken, men nogle gange ville jeg jo også ønske, at jeg var den slags person, som lader den bevidste del af hjernen få indflydelse inden munden løber over med det umiddelbare. Altså havde jeg lyst til at bide mig selv i tungen, til at lade båndet køre baglæns, til at instruktøren råbte ’CUT’, til at spole 4 minutter tilbage.
Men jeg havde lavet en dårlig joke for at spille smart, og nu havde jeg lyst til at bide min tunge af.
Der er jo det særlige, ved at bide sig tungen, altså udover det faktum, at det gør kvalmende ondt, at man ofte gør det flere gange i træk. Jeg har ladet mig fortælle, at det er fordi tungen hæver op, der hvor man har bidt sig, og at man derfor lettere kommer i karambolage med bidstedet igen.
Helt så galt gik det ikke, og jeg var superopmærksom under resten af turen, men også på, at være tilstede i samtalen. Når folk fortæller en noget så voldsomt og følsomt, så synes jeg, at man har pligt til at blive i samtalen, og ikke bare snakke om almindeligheder.
”Øv, det er jeg sgu ked af at høre, vil du fortælle om det, eller skal jeg bare klappe kaje?” spurgte jeg.
”Nej, du må sgu gerne spørge. Jeg har alligevel været så massivt på coke og sprut i flere døgn nu, at jeg ikke kan mærke en skid. Altså udover pissedårlig samvittighed.”
”Hvorfor det? Kunne du have gjort noget? Eller var du der ikke for hende?” padlede jeg af sted.
”Når man lever sammen med en psykisk syg, så har man aldrig fri, og jeg vidste jo godt, at hun var det man i systemet kalder selvmordstruet, men jeg synes sgu det gik meget godt. Altså hun havde en nedtur, men det var jo ikke første gang.”
”Hun tog sit eget liv?”
”Gu gjorde hun så. Mens jeg var lige inde ved siden af og drak kaffe. Hun tog så mange piller, i en helt særlig kombination, at der ikke var en skid at gøre, da jeg opdagede det efter et par timer.”
Den store mands stemmeføring ændrede sig ikke under vores samtale.
Han var helt rolig, på grænsen til det tonløse eller måske monotone. Han var helt klart dopet i ro.
Bagsædepassageren blandede sig, og resten af turen talte de to om, hvem der kom til begravelsen.
Det lød ikke som et stærkt familiært netværk, men det behøver jo ikke gøre det ringere.
Bestemt ikke.
Jeg har selv lagt begge mine forældre og min ene søster ned i jorden inden jeg var fyldt 20, og min sidste søster inden jeg var 30. Til gengæld har jeg nære venner, som har været der altid, og som på mange måder har udfyldt rollen som familie.
Det lød nu ensomt, det mine passagerer talte om, uden at jeg kan sætte enkelte ord på.
Måske var det antydninger i bemærkningerne om et liv i armod, kriminalitet og misbrug, eller det der med at være psykisk syg, eller det dårligt siddende tøj.
Men uanset hvad, så gør det ondt, når en elsket dør.
Også selvom man ikke kan finde ud af at sørge på den ’rigtige’ måde.
Eller skal finde sig i omverdenens smarte bemærkninger.

By | maj 5th, 2016 | LEAVE A COMMENT