Taxatanker

Mere end blot en køretur …

Tag mig sammen

Efter at have kørt flere branderter ud, hjem, hen, bort og væk på en af de store julefrokostnætter, dryssede en ganske særlig tur ned i turboturbanen.
Navnet på personen på adressen på den småkedelige gade på Østerbro i København, tydede på en person af maskulin overbevisning. Helt sikker kan man jo aldrig være. Kunder bestiller rask væk i andres navne, hvilket besværliggør korrekt identifikation en del. Imidlertid er det af de tilfælde, hvor en kollektiv hjerneblødning i kundesegmentet lever videre. Men hvordan kan man forvente at få den taxa, som man har bestilt, hvis man ikke opgiver det rigtige navn?
Jeg erkender, at der kan være en masse, også gode grunde, om end verden ville være et smukkere og bedre sted at være, hvis man bestilte i sit eget navn. Tillad mig et billede, for måske at installere en opdatering på din mentale harddisk: Forestil dig, at du ikke bestiller en taxa, men en pakke som indeholder det, du ønsker dig allermest. Den skulle gerne havne hos dig, og ikke hos en anden ikke sandt?
Nå, undskyld mit sidespring, og lad os komme i gang med den egentlige historie.
Det var nemlig ikke et hankønsvæsen, som kom og satte sig ind på bagsædet i bilen. Det var to hunner.
Den ene, en ganske ung, mørkhåret pige, den anden en lyshåret kvinde, måske i midten af trediverne.
”Godaften. Vi vil gerne køres til psykiatrisk skadestue på Bispebjerg Hospital, og jeg betaler med en bon, som du lige får med det samme,” sagde kvinden, som sad skråt bag mig, mens hun rakte mig den lille, grå papskive fra Taxa 4 X 35.
”Det’ modtaget, vi kaster anker og kører mod Bispebjerg,” svarede jeg, og derefter udspillede der sig en samtale på bagsædet, som gjorde stort indtryk på mig.
Det begyndte med, at det gik op for mig, at den unge pige sad og græd. I begyndelsen bare en stille hulken, og derfor opdagede jeg det ikke med det samme.
”Hvor længe har du haft det sådan?” spurgte den voksne kvinde.
”Jeg har grædt hele aftenen,” svarede den unge pige.
”Og du ville gerne have det til at holde op?”
”Ja.”
”Og til sidst tænkte du, at det var bedre hvis det hele holdt op.”
Mens den unge pige fik fremstammet en grådkvalt bekræftelse gik det op for mig, hvad det var jeg oplevede udspille sig på bagsædet. Jeg overværede ganske enkelt en professionel samtale. Pigen var åbenbart selvmordstruet, eller i hvert fald formodentlig selvskadende i en eller anden grad, og nu var opgaven selvfølgelig, at få hende væk fra farezonen. Måske boede pigen i et eller andet bofællesskab, og kvinden var sandsynligvis ansat der som pædagog.
”Hvorfor tror du, du har det sådan – har du røget hash i dag?” spurgte pædagogen.
Hov – her var jo noget af det, som min hustru har omtalt mange gange. Unge mennesker, som livet før ondt på, medicinerer i høj grad sig selv med hash. Det lægger en dæmper på tvangstankerne og får stemmerne i hovedet til at råbe knapt så højt.
”Nej, jeg har ikke røget hash siden februar… eller, okay jeg har røget med på to joints, men ikke siden sommerferien,” svarede pigen på et par udåndinger mellem hulkene.
”Men hvorfor tror du så, at du bliver så ked af det?”
”Det’ fordi Noah er der, og så bliver jeg simpelthen så ked af det.”
”Tror du, at han er god for dig lige i øjeblikket?”
Sidstnævnte spørgsmål prikkede i dén grad hul, for nu var det ikke bare hulk, men højlydt gråd, der bølgede frem fra sædet bag mig. Tanken om, at Noah måske var årsag til de mange følelser, og at et fravær af følelserne måske også indebar et fravær af Noah, var åbenbart ubærlig. Kærlighed, og ganske særligt den ulykkelige slags, er voldsomme kræfter i et skrøbeligt sind.
Mens vi holdt på Tuborgvej, og ventede på at kunne svinge ind på hospitalets område, begyndte pædagogen da også at hive den unge pige i land igen, ved at blive mere konkret.
”Når vi er færdige på skadestuen, vil du så tilbage til Navnet På Et Værested, eller vil du hellere hjem?”
Et massivt grådanfald fyldte den lille kabine, og mellem de hjerteskærende lyde kunne man forstå, at et hvilket som helst andet sted, end der, hvor jeg samlede parret op, var at foretrække.
Fremme ved skadestuen havde jeg lyst til at udøse min beundring og totale respekt overfor pædagogen.
100 procent fokus på opgaven, anerkendende dialog og cirkulære spørgsmål, som var handlingsorienterede og skulle få pigen til at reflektere.
Hun trak simpelthen nogle resurser frem i den unge pige, som hun formentlig ikke engang vidste, hun havde.
Jeg kan komme i tanke, om rigtig mange mennesker i mit netværk, som ville mene, at den flæbende pige bare skulle tage sig sammen.
Men hvis man er helt nede og trække bundvand, så kan man ikke tage sig sammen.
Der er ikke noget at tage af.
Mange af os kender det jo godt.
Den der afgørende samtale med en voksen, måske mens man var allermest ude i tovene. Den samtale som ændrede retningen på ens liv. Som på sæt og vis gjorde, at man tog sig sammen.
Men hvad nu, hvis familierelationerne er så skrøbelige eller ligefrem dårlige, at der ikke findes sådan en voksen i netværket?
Og den ulykkelige forelskelse kun er toppen af uoverskueligt isbjerg?
Så har man brug for at blive taget sammen af en professionel.
Min dybeste respekt for dem der kan.
Og som også gør det i aften, mens resten af Danmark svømmer i lykkelig kærlighed, barnelatter, gavepapir, rødvin og fed mad.  Alt det som gør de ensomme og ulykkelige endnu mere ensomme og ulykkelige.
Tak skal I have.

By | december 23rd, 2015 | SHOW COMMENTS (2)

2 Responses

  1. Mikkel says

    Fantastisk når man kan overvære så professionel en handling – endda i så småt og intimt et rum. Du er det tætteste man kommer på at være “fluen på væggen” her.

    Hvornår begynder du at skrive igen, Peter? Dine indlæg er savnede!

    • Peter Petersen says

      Hej Mikkel!

      Tusind tak for din kommentar, som gør mig oprigtigt glad.
      Du spørger, hvornår jeg begynder at skrive igen, og også det gør mig glad.
      Hvis jeg skal være helt ærlig, og hvorfor ikke være det, så ved jeg det ikke.
      Jeg har nogle halvfærdige indlæg liggende, men jeg har for lang tid siden lovet mig selv, at jeg kun vil skrive, når jeg har noget på hjerte.
      Og jeg er ikke helt sikker på, om jeg har så meget taxatanker-materiale på hjerte lige nu.
      Men tak for din efterspørgsel – det betyder meget.

      Peter