Taxatanker

Mere end blot en køretur …

Sur taxa

dreamstime_xs_50654438

Jeg synes, at jeg plejer at være en relativt god ambassadør for hyrevognsbranchen. Serviceminded uden at være servil, interesseret uden at være snagende, forstående uden at være efterplaprende.
Men nogle gange kikser det, og det er bestemt ikke altid kundernes skyld.
Mit mantra er, og det gælder i særlig høj grad om natten, hvor jeg måske er den eneste i bilen med en klar hjerne, at det er mit ansvar, om det bliver en god tur. Man kan i virkeligheden ikke gøre påvirkede mennesker ansvarlige for ret meget, ud over selve det, at de er blevet påvirkede. Deres dømmekraft er forringet, og derfor er det chaufførens opgave at tage ansvaret.
Men indimellem kikser det altså for mig.

Lørdag nat holdt jeg på en af mine favoritholdepladser på Københavns vestegn. Lige i nærheden af grænsen mellem Rødovre og Brøndby. Der er mange gode ture derfra. Unge mennesker som skal i byen, og ældre mennesker som skal hjem.
En let regn lagde sig på bilens ruder, og forlenede verden med et nådigt, lidt drømmeagtigt skær.
Kollegaen foran mig stod uden for sin bil og røg en cigaret.
Selv sad jeg og læste, da anlægget tilbød mig en tur, som jeg sagde ja til
Jeg kendte ikke adressen, så jeg bad GPS’en komme med et bud, hvilket den gjorde på få sekunder.
”Adressen befinder sig i et område med begrænset adgang,” sagde Ester, som kvindestemmen i navigationsanlægget hedder i min verden, hvorefter hun begyndte at angive en retning.
Jeg zoomede på kortet, og fik min øjeblikkelige mistanke bekræftet: Adressen lå inde midt i en stribe bygninger, og var derfor sandsynligvis et festlokale. Den slags kan være en udfordring, fordi der ofte er parkeringspladser hele vejen rundt om, men ingen direkte adgang til adressen i bil.
Heldigvis havde kunderne opgivet et telefonnummer, så jeg kunne kontakte dem, når jeg var fremme.
Og det var jeg så tre minutter senere, og meldte ankomst til kunden vis SMS-funktionen i anlægget.
Et minuts tid senere tændte jeg taxameteret.
Ny besked fra centralen på anlægget:
”Det er lidt kringlet. De skal om ad Ensærliggade og helt ned i bunden af den”.
Hmmm … jeg pausede taxameteret, hvilket jeg egentlig ikke behøvede, men på den anden side fandt jeg det en lille smule provokerende at nå frem til kunden med et taxameter som allerede stod på et anseligt beløb.
Jeg satte gang i automobilet, og begav mig en på en tur på en lille kilometer for at nå frem. På vejen ringede jeg forgæves til kunden fra min egen telefon.
Lige før jeg var fremme, kom der en besked fra centralen:
”Hvornår er de hos kunden?”
Det betød, at kunden havde rykket.
Jeg var jo strengt taget allerede fremme, så jeg svarede ”Nu” og ringede igen fra min egen telefon på det nummer som kunden havde opgivet. Intet svar.
Da jeg kort efter kørte ned ad gaden, blev jeg mødt af tre gæster, som viste sig at være mine kunder. To herrer på omkring 60 og en lidt yngre kvinde. De var helt klart berusede, men uden at være plørefulde.
”Nå, chauffør du kørte nok forkert hvad?” sagde den ene af mændene idet han satte sig ind sammen med sin makker på bagsædet. Kvinden rykkede ind på forsædet.
Inden jeg kunne nå at give noget der bare mindede om en forklaring, supplerede kvinden:
”Ja du holdt i hvert fald et helt forkert sted, men du har da fået startet taxameteret kan jeg se.”
Jeg magtede det ikke, men stoppede bilen og trak ind til kantstenen:
”Der er sgu en del udfordringer i et kvarter som det her, og lige nu er I en af dem, så vi kan sagtens stoppe turen her. Så stiger I bare ud og ringer efter en ny vogn.”
”Nej, nej, nej. Kør nu bare, vi skal kun lige hen til Volapykstien,” kom det fra bagsædet.
”Det ved jeg ikke hvor er.”
”Hold nu op. Alle ved da hvor Volapykstien er,” sagde kvinden.
”Beklager, men I har trukket nitten i aften. Jeg kan ikke finde noget som helst, så du er nok nødt til at vise vej,” sagde jeg og prøvede at mønstre bare en smule humor i stemmen.
Jeg tror ikke, det lykkedes.
Kunden ved siden af mig begyndte at guide, og lidt efter kom det omme fra bagsædet:
”Men det kan da ikke være så svært, at finde festlokalet sådan et sted som du hentede os.”
”Det kan du mene, men måske I kunne have taget telefonen på det nummer I havde opgivet. Så havde vi været ude over det problem.”
”Det kunne vi sgu da ikke nå, og du tog jo ikke telefonen, når vi ringede tilbage.”
Jeg var efterhånden fly forbandet, og var helt sikker på, at min telefon ikke havde ringet.
Nu kunne kunderne jo selvfølgelig have prøvet at besvare SMS’en fra centralen med et opkald, men jeg havde jo altså også ringet til dem fra min egen telefon. Ved det næste røde lys tjekkede jeg min telefon. Ingen indgående opkald hele aftenen.
”Jeg har ikke fået et eneste opkald i aften, så det er i hvert fald ikke mig I har ringet til, men måske I har bestil en anden taxa også?”
”Nej, gu’ har vi ej … men har du i øvrigt en god aften chauffør,” prøvede en af de to mænd omme fra bagsædet.
Det her var jo egentlig en udstrakt hånd, men i min indebrændte knottenhed slog jeg den imaginære hånd væk og svarede:
”Ja, det havde jeg indtil for et øjeblik siden.”
”Nå for fa’en, for så mødte du os.”
”Præcis.”
Resten af turen foregik i tavshed. Ikke engang en forsonlig strofe fra radioen brød en klæg og akavet stilhed der var så tyk, at man kunne have bagt et solidt italiensk madbrød af den. Den slags med tyngde og med kraftig skorpe.
Heldigvis var vi hurtigt fremme, og de to herrer på bagsædet steg ud, mens kvinden på forsædet betalte.
Jeg vendte bilen og begav mig tilbage til min holdeplads og min bog.
Resten af natten sad den dårlige oplevelse i mig, og jeg spillede situationen igennem igen og igen.
Jeg tror nok, jeg endte med at konkludere, at jeg skal huske at tage min egen medicin:
Det er den ædru, der har ansvaret.
Hvis man ikke kan det, skal man måske bare blive hjemme.

By | oktober 23rd, 2015 | SHOW COMMENTS (4)

4 Responses

  1. Sten says

    Nyder dine historier.

    • Peter Petersen says

      Tak Sten – det er jeg glad for 🙂

      Peter

  2. Mikael says

    Dejligt at se den version af taxachaufføren. Jeg tror alle chauffører, mig selv inklusiv, kender til situationer hvor man ikke handler helt ordentligt og kommunikationen går skævt, selv om man har nok har de bedste intentioner. Også hvordan det kan farve resten af vagten af reflektioner og selvbebrejdelser.
    Og jeg giver dig fuldstændig ret. Det er i sidste ende den der er ædru der har ansvaret.

    • Peter Petersen says

      Hej Mikael!
      Tak for din kommentar, og ja, tror vi kender det alle sammen. Personligt har jeg brug for lige at få sat på plads nogle gange, om det var mig, kunden, eller en kombination der gjorde udslaget.
      Nogle gange er jeg bare nødt til at æde den 🙂