Taxatanker

Mere end blot en køretur …

Supermand

Jeg er en mand – jeg er verdensmester.
Jeg er en mand – jeg er sytten øre.
Mellem de to yderpoler havner de mange af mine artsfæller nætterne til fredag og lørdag på ganske få timer.
Bevares, det gør jeg også selv nogle gange, når det vel at bemærke ikke er mig, der skal føre automobilet.
Men nu handler det jo ikke om mig, eller i hvert fald kun i rollen som katalysator.
Det var lørdag nat, og jeg havde lige kørt et ægtepar af gode kår hjem. Ret beset ved man jo ikke om de bare var gullashbaron og baronesse, men de opgav en adresse meget tæt på den amerikanske ambassadørbolig, og konversationen i taxaen på vej mod målet var dannet, på grænsen til det lidt kedelige. Nuvel; kunderne er der jo heller for at underholde mig, men samtaler med lidt kant er alligevel mere interessante.
Det sidste baronessen sagde, da hun steg ud af bilen, var:
”Bare du nu kan få en tur tilbage til byen. Du skulle tage at køre ned forbi Skovriderkroen.”
Jeg tog imod det gode råd, og minsandten om ikke der var bid med det samme.
Tre mænd i deres bedste alder, bedste tøj, bedste selskab, bedste brandert og bedste humør.
”Vi skal til Hong Kong chauffør. Vi skal ind og finde noget missekat,” lød det fra en af herrerne på bagsædet.
På vej ind ad Strandvejen drejede samtalen sig primært om de der missekatte, men også om hvor fantastisk deres respektive karrierer formede sig. Der var nærmest ingen grænser for, hvor godt det gik dem hver især, og hvor mange kvinder der kastede sig i grams for dem.
Alligevel kom spørgsmålet fra bagsædet:
”Hvor kan vi finde nogle missekatte chauffør?”
”Lige der hvor jeg samlede jer op,” svarede jeg.
”Det’ sgu rigtigt, men det var bare de forkerte missekatte,” lød det fra sidemanden.
”Jamen for fanden. Vi kan da ikke tage på Hong Kong,” sagde min sidemand pludselig. Måske blev han ramt af et af de der klassiske øjeblikke af beruset klarhed, og så sig selv stå på et af Københavns mest berygtede værtshuse iklædt tøj til mindst 25.000 kroner og med et ur i samme prisleje. Han signalerede rulleforretning på samme måde som Mr. Jardex-typerne fra Herning gjorde på Postillonen på Istedgade 40 for 20 år siden. I øvrigt det sidste værtshus i hovedstaden med sand på gulvet, mig bekendt.
”Okay chauffør, så kør os på Natcafeen” lød det fra bagsædet.
”Godt så. Vi sætter kursen mod Gothersgade, det gør ikke den store forskel,” svarede jeg.
”Gothersgade! Vi skal fannama ikke i noget Gothersgade. Vi skal på Natcafeen,” blev jeg belært temmelig … højrøstet for at sige det pænt, omme fra bagsædet.
”Okay, men så skal en af jer nok fortælle mig, hvilken natcafe det er I tænker på, for den i Gothersgade er altså den eneste jeg kender,” svarede jeg.
”Hold nu op chauffør. Du ved det jo godt. Lige der ved søerne på Nørrebrogade” lød det fra min sidemand.
”Ja, for fanden, der, hvor der altid er masser af missekatte,” blev der suppleret omme fra bagsædet.
Nu var jeg ikke længere på sporet.
Jeg vidste nemlig præcis, hvor de skulle hen: Café Louise. Et notorisk Nørrebro-du-når-kun-at-slå-en-gang-sted. Efter min hukommelse ikke et godt bytte i forhold til Hong Kong.
På den anden side var de tre verdensmænd jo lige præcis verdensmænd, og den slags kan slippe afsted med de mest spektakulære ting nogle gange. Bare spørg deres koner.
Så jeg satte de tre venner af og overlod dem til deres videre skæbne.
Missekatte eller ej.
Et par timer senere kørte jeg en eksponent for den anden ende af den maskuline selvforståelsesskala hjem.
Socio-økonomisk befandt han sig formentlig i samme liga som ”The Three Amigos”, men til gengæld var han et andet sted henne i sin brandert og måske også i livet.
I hvert fald fortalte han mig hele vejen ud til forstæderne, om de 1.000 medarbejdere som han havde ansvar for, og om sin hobby med at købe og sælge fast ejendom.
”Sidste år tjente jeg en million kroner på min hobby på 10 måneder.”
Men han var ikke glad. Mens Vesterbrogade skiftede navn til Roskildevej og måske endda til Københavnsvej blev jeg indviet i hans personlige problemer.
”Jeg er en total fiasko. Jeg har masser af penge, men den kvinde, som jeg elsker, vil ikke have mig. Og de der vil have mig, de siger mig ikke en skid. Jeg brugte alt, alt for meget tid på mit arbejde og min hobby, og til sidst valgte min elskede at gå fra mig, og nu har jeg ikke været sammen med en kvinde i tre år, og jeg er i starten af trediverne, og hun vil ikke have mig. Hvad skal jeg gøre?”
Inde under de lyse lokker, og de noget svømmende blå øjne sad der en mand i krise og bad om hjælp.
Men han var fuld, og jeg er taxachauffør, og den blanding kommer der sjældent nogen god kemisk reaktion ud af.
”Jeg ved sgu ikke, hvad du skal gøre. Kan du lide ham gutten i spejlet om morgenen?” prøvede jeg.
”Nej. Han er en skide fiasko,” sagde min sidemand med overbevisning.
”Det lyder ikke som om han kun er en fiasko, men det kommer vel an på hvilke øjne man ser med,” sagde jeg. Velvidende at, når man er der i sin brandert hvor han var, så er man ikke stand til at se noget som helst andet end noget skidt.
Kort efter sagde vi pænt farvel til hinanden, og jeg overvejede om jeg kunne nå at tage et par sidste brandertture, eller om jeg skulle køre hjem og krybe i seng og spoone med min kone.
Jeg valgte det sidste, og da jeg lå der, hvor jeg skulle, tænkte jeg lidt på os måske lidt unuancerede mænd. Og særligt de, der, i hvert fald på overfladen, virker som store alphahanner.
Bevares, der er mange, mange fordele ved at opdele verden i hvidt og sort. For eksempel giver det en hurtighed og handlekraft i beslutninger, som kan være til stor, stor gavn. Men nogle gange går der altså noget tabt i den høje hastighed, og måske man er i større fare for at miste sig selv?
Den tomhed kan man formentlig dække ind med endnu større biler, huse, stillinger og ansvar.
Men nogle gange, og særligt når en af de der rige og magtfulde mænd sidder i taxaen klokken seks om morgenen, så er det altså ikke kun begyndende alkoholtømmermænd han rammes af.
Tomhed laver nogle gange et fælt ekko.

By | april 8th, 2015 | LEAVE A COMMENT