Taxatanker

Mere end blot en køretur …

Spændingskurver

InstagramCapture_0fc92638-d534-429f-905c-f10a5fbca8d0
Når man ofte har snøren ude ved forskellige hospitaler i Københavnsområdet, så lærer man naturligvis efterhånden, hvad man kan forvente, eller måske risikere, ved de forskellige afdelinger og opgange. Jeg ved, hvor dialysepatienterne, anorektikerne, cancerpatienterne og alle mulige andre holder til om man så må sige.
Så da jeg fik en tur ovre i nærheden af den psykiatriske skadestue på Bispebjerg, og navnet på kunden lød ret udenlandsk, havde jeg allerede paraderne oppe. Og så alligevel ikke helt. Man kan jo aldrig vide, og det ville da være ærgerligt, at gå glip af et godt møde med et andet menneske.
Det var sent på en råkold eftermiddag i januar. Solen havde skinnet hele dagen, og blandingen af høj, høj lyseblå himmel og den der særlige knivskarpe brutalitet, som frostvejr rummer, betød, at de fleste mennesker skuttede sig, men også smilede op mod solen. Eller rettere hen mod solen, som stod lavt.
Ud fra det, der vist nok blandt andet rummer et auditorium, kom en høj mørklødet mand, som gik meget målrettet hen mod bilen. Nydeligt klædt i lys uldfrakke og med en lille lædertaske af den slags som ikke rigtigt rummer noget, som man ikke lige så godt kunne have foldet sammen i inderlommen. Altså ikke den kiksede sorte slags, som alle fædre pludselig gik med i min barndom, men sådan en lækker lille kernelædersag til et par tusinde kroner.
”Vil du køre mig til Hotel Kong Frederik,” kom det fra min kunde på amerikansk, da han satte sig ind i bilen.
”Med fornøjelse,” svarede jeg og kantede den kongeblå tysker ud i eftermiddagstrafikken på Tuborgvej.
”Sikke en fantastisk smuk dag her i Danmark. I går var jeg i Paris, og det var bare koldt og kedeligt, men her får man jo lyst til at slå sig ned,” kom det konverserende fra sædet ved siden af.
Jeg anbefalede min passager ”to take a rain check” på den beslutning, for om end jeg er helt pjattet med mit land, så er det altså ikke vejret vi vinder på. Jeg fortalte ham, at der første der sker, når danskerne har sommerferie, er, at vi alle sammen suser sydpå for at få noget solen.
Min kunde undrede sig en smule, og drillede mig lidt:
”Så du siger altså, at når solen skinner om sommeren, så beslutter I jer for at forlade jeres land? Det giver ikke ret meget mening,” sagde han med et stort smil.
”Hmmmm … sådan kan man godt sige, men det er sjovt nok ikke sådan vi selv ser på det,” svarede jeg, og synes, at jeg var nødt til at drille lidt tilbage:
”Men altså, hvis du er kommet til Danmark i januar for vejrets skyld, så kan det være, at jeg bare skal køre dig tilbage – den psykiatriske skadestue ligger lige ved siden af det sted, hvor jeg samlede dig op.”
Min frækhed belønnedes med en høj latter, og da den klingede af, kunne jeg spørge ham, hvad der egentlig bragte ham til både Paris og København.
”Jeg har skrevet en bog, og den holder jeg forelæsninger om,” lød svaret.
”Okay, er du sådan en super-sundhedsekspert på et helt specifikt område?”
”Nej, jeg ved ikke ret meget sundhedsfagligt, men jeg er rigtig god til at lære forskere at formidle.”
”Ahh … du lærer dem at fortælle historier?”
”Ja, det kan man faktisk godt sige. Forskere er jo afhængig af pengedonationer, men de, der donerer pengene, er ikke forskere, og derfor er det vigtigt for forskerne at kunne formidle en spændende historie om det de arbejder med.”
”All right, men er der så en særlig model du anvender? Jeg mener, der er jo et hav af muligheder med aktantmodel, berettermodel og hvad har vi.”
”Hov, du ved jo noget om at fortælle historier, og det må du lige forklare først,” svarede min kunde forundret.
Jeg fortalte ham om min baggrund i journalistik, og om mit skifte til kommunikationsbranchen, mit arbejde som freelancer og om min blog.
”Bruger du selv en model på din blog?” kom spørgsmålet.
”Njahhhh, men jeg har en skabelon: Jeg starter med nogle hverdagsbetragtninger fra mit arbejde, og sætter tid, sted og ramme. Derefter som regel noget om forventningerne til den kommende tur, og min overraskelse over, at den ofte rummer og rammer noget andet. Til sidst en eller anden form for … morale eller indblik, i hvert fald noget som ofte først går op for mig efter et stykke tid. Mine oplevelser skal lige synke ind i mig. De skal have dybde. Det er måske i virkeligheden det jeg savner hos de fleste bloggere. Dybde og eftertænksomhed. Blogs bliver ofte noget meget hurtigt dag-til-dag-meneri, og det er simpelthen så kedeligt. Det er lidt ligesom et one night stand, ikk? Det er meget godt, og kan være helt vildt, men der mangler sgu en klangbund og noget resonans. Det er kaloriefattigt og hurtigt glemt. Men hov, nu er det jo mig der snakker!”
”Ja, og det er jeg glad for. Du har noget på hjerte, og det er godt. Det er i virkeligheden den største gave ved mit job. Jeg møder hele tiden folk, som er helt fantastisk dedikerede, men ikke helt kommer ud over rampen til lægfolk med deres begejstring. Jeg lærer dem nogle enkle tricks, og mange af dem har jeg stjålet i den journalistiske værktøjskasse.”
Desværre var vi fremme ved destinationen, og jeg afregnede med min kunde, som var rundhåndet med drikkepengene.
Og moralen af denne historie?
Måske at du en gang imellem skal bryde ud af din skabelon, eller at du skal søge dybden fremfor det hurtige fix?
Det prøver jeg i hvert fald.

By | april 29th, 2016 | SHOW COMMENTS (2)

2 Responses

  1. Rie says

    Hej Peter
    Jeg er vild med det du skriver og måden du skriver på. Men…. Hedder det ikke en klangbund og ikke en sangbund?
    Mvh Rie

    • Peter Petersen says

      Hej Rie!

      Tak, og jo, du har ret, det hedder naturligvis klangbund 🙂

      Peter