Taxatanker

Mere end blot en køretur …

Skønhed er overfladisk

Der er mange måder at fordrive ventetid i en lufthavn på. Man kan jo læse blogindlæg, men der er heldigvis også andre muligheder.
I Københavns Lufthavn, Kastrup, kan man fx lade sig underholde af Cirkus Hyrevogn udenfor terminal 3 lige ved ankomsthallen.
For mig er det en af de store bonusser ved jobbet som taxachauffør, og en kilde til stor moro.
Nogle gange er der så stort pres på for at komme ind i taxidepotet, at hyrevognene holder i en kø som er næsten en kilometer lang. Og det, vel at mærke, bare for at komme ind i selve depotet, sammen med de 100 andre ventende hyrevogne.
Den lange ventetid får nogle gange chaufførerne til at råbe og dytte ad hinanden. Enkelte gange er der endog chauffører som kommer op at slås. Foran kunderne, hvilket jo ikke just fremmer fagets ry. Generelt er stemningen dog afventende, påpasselig og … ja, man holder øje med hinanden.
Når man er ved at være fremme som en af de forreste vogne, og altså har udsigt til en snarlig tur, begynder man at kigge på de kunder som eventuelt står i kø.
Denne konkrete morgen, hvor køen af biler var kort, mens kundekøen var lang, var jeg fremme som første vogn, da en kollega fra et konkurrerende selskab vinkede de næste kunder ind i sin bil. Han havde bemærket, at de så ud til at være udlændinge og havde en del af den slags bagage, som kendetegner forretningsrejsende. De nærmest lugtede af tur til enten Købehavns Vestegn, eller måske til nogle af de store firmaer nordpå.
Jeg skulle lige til at brokke mig højlydt, hvilket jeg ellers meget sjældent gør, da jeg så hende.
I starten af tyverne, tynd som et sugerør, formentlig omkring 180-190 cm. høj, mørkblondt og langt hår som omkransede et ansigt der på en gang var klassisk smukt, men også en lille smule ordinært i al sin perfektion. Stramme jeans, støvletter, kort sort læderjakke og en hat som ville gøre Suzanne Brøgger misundelig.
Den er mægtig, tænkte jeg. Her kan jeg få betaling for at tilbringe noget tid sammen med en smuk ung kvinde, og måske endda få indsigt i en verden, jeg ikke kender noget til i forvejen.
Den unge dame havde ingen bagage, og opgav en adresse på engelsk med, hvad jeg troede var fransk accent, men den viste sig at være flamsk.
Turen gik til et område, hvor jeg på forhånd vidste at der ligger mange magasiner og TV-produktionsselskaber, så jeg tænkte: Fotomodel.
”Er det første gang, du er i København,” indledte jeg samtalen, som jeg har gjort hundredevis af gange før.
Hun bekræftede, at det var første gang, og at hun var på vej til et ’shoot’.
”Ved du så på forhånd, hvem du skal arbejde med, og er det måske nogle du kender?” spurgte jeg.
”Nej, det er ikke nogle jeg kender, men det er folk som har et godt ry i branchen,” lød svaret fra skønheden.
”Har du været model længe,” tænkte jeg var et godt spørgsmål.
”Nej, kun i fem måneder, og jeg bliver kun ved i nogle år for at tjene nogle penge.”
Godt så. Det lød jo umiddelbart meget fornuftigt, så hvad mon der så skulle ske bagefter? Inden jeg fik svar på det, begyndte skønheden uopfordret at fortælle:
”Jeg gik på kunstskole derhjemme, men de sagde at alt hvad jeg lavede var fremragende, og så gav det jo ikke mening at fortsætte. Jeg mener; hvis det jeg lavede allerede var godt, så kunne de jo ikke lære mig noget vel?”
Jeg brummede et eller andet svar, og snakken fra bagsædet fortsatte:
”Min far er direktør i et stort medicinalfirma, og jeg gik på en af de bedste skoler, men fordi jeg var den dygtigste til alting, så begyndte jeg at kede mig. Så jeg sad altid og tegnede i timerne. Alligevel fik jeg supergode karakterer. Men jeg kedede mig altså, så jeg begyndte at lave en masse ballade, og så var de nødt til at smide mig ud.”
Jeg prøvede at få indført et spørgsmål, men det var faktisk svært, fordi den unge dame talte om sit favoritemne: Sig selv.
”Da jeg søgte på kunstskole, blev min far rasende og jeg blev kaldt til samtale på hans kontor. Han sagde til mig, at hvis jeg kunne lave et kunstværk på få timer, som viste hvad jeg kunne, så ville jeg få adgang til skolen. Så det gjorde jeg, og jeg fik adgang. Og billedet blev solgt for 2.000 Euro.”
”Savner du så ikke at tegne nu?” spurgte jeg.
”Jeg plejer altid at have en blok med mig, men jeg har glemt den i dag, og desuden er jeg altid på rejse nu. Jeg er lige flyttet til Paris og der er bare så meget at lære, men jeg lærer hurtigt. Fx kunne jeg ikke tale fransk da jeg flyttede til Frankrig for tre måneder siden, men nu går det fint.”
Sad det unge menneske og fortalte mig, at hun var et vaskeægte renæssance-menneske, som kunne tilegne sig alle de skønne kunster med et minimum af indsats, fordi hun bare var god til alt? Tilsyneladende ja. I hvert fald fortsatte hun:
”For et halvt år siden holdt jeg op på kunstskolen, selvom de tiggede mig om at blive, og sendte nogle fotos af mig selv til et bureau. De var vilde og ansatte mig med det samme. De sagde, at hvis jeg tabte mig i løbet af den næste måned, så kunne jeg komme med til New York. Det gjorde jeg, og har jeg lige været derovre og få en tre-årig kontrakt. Men det er altså kun midlertidigt.”
Jeg orkede næsten ikke at spørge, hvad hun så skulle bagefter, fordi jeg frygtede at kende svaret. Jeg nåede heller ikke at spørge.
”Når jeg skyder, så siger de altid, at jeg er fantastisk til at glide ind i rollerne, så om nogle år, så flytter jeg til New York og bliver skuespiller. Til den tid er jeg jo også et kendt ansigt, og så bliver det meget lettere.”
Morgenmyldretidstrafikken blev mere og mere interessant, og den konstante ordstrøm fra bagsædet var efterhånden kun en fjern brummen. Resten af turen opfattede jeg kun brudstykker. Lidt lige som når trafikradioen bryder ind med kø-meldingerne. Jeg magtede ikke mere mig, mig, mig.
Jeg opfattede dog, at hun havde lært at tale engelsk på tre måneder, at det var hendes bedsteforældre som havde købt maleriet fra fars kontor, og at hun faktisk spiste helt normalt, selvom alle tror at topmodeller sulter sig, og at hendes far synes hun havde truffet et fantastisk valg.
På slutadressen kom en medarbejder os i møde med et betalingskort. Modellen værdigede mig end ikke et farvel.
Selv sad jeg og filosoferede over, at man selvfølgelig skal rose sine børn, men også at man skal tilskynde dem til at blive endnu bedre, og til at arbejde endnu hårdere med det de nu er gode til.
For måske, og det er sikkert et ret stort måske, slår den unge model igennem som skuespiller. I stærk konkurrence med andre unge mennesker, som har brugt årevis på studere teater og drama. Intet er jo umuligt i disse X-faktortider, hvor dilletanteri ophøjes til kunst.
Men dybden vil det nok være så som så med.
Jeg hælder stadig mest til det min egen gamle musiklærer sagde:
”Det er fem procent talent, og 90 procent øvelse.”
Da jeg spurgte ham, hvad de sidste fem procent var, svarede han:
”Held.”
Og det er præcis hvad jeg vil ønske den unge skønhed.
Held. Også hvis hun en dag vågner brat op, og der ikke er en til at gribe hende.

By | oktober 24th, 2014 | LEAVE A COMMENT