Taxatanker

Mere end blot en køretur …

Og så græd han

WP_20150731_022

Den yngre mand, som kom gående ud fra Rigshospitalets hovedindgang, så ikke påfaldende ud på nogen som helst måde. Formentlig i midten af trediverne, og efter påklædningen at dømme ansat i et job, hvor han ikke blev konfronteret med hverken snavs eller voldsomheder. En skuldertaske slængt over den ene skulder gjorde hans fremdrift lidt besværlig, fordi den kolliderede med den ene af de to krykker, som han også skulle styre.
Inden jeg kunne nå ud og åbne døren, var han allerede i gang med at kante sig ind, og opgav en adresse midt inde i byen.
”Jamen af sted med os,” sagde jeg, og fortsatte: ”Hvad er der sket med dig, siden du slæber rundt med de der to støtteben?”
”Jeg blev overfaldet, og i den forbindelse trampede den ene af dem så hårdt på min fod, at hel masse ting gik i stykker inde i den,” kom svaret.
Han fortalte noget mere om omstændighederne. Noget om en stille bytur på en hverdagsaften med et par kammerater. God mad og et par øl bagefter. Afsked med vennerne og i gang med at låse sin cykel op for at cykle hjem.
”Og jeg hader virkelig at skulle sige det her, men så var der to østeuropæere, som så sig gal på mig. De slog mig ned og tævede mig sønder og sammen, og endte altså også med at trampe på mig. De stjal ikke noget. Hverken tegnebog, ur eller cykel. De smadrede mig bare,” forklarede min passager helt stille nøgternt.
Selv huskede jeg et-par-og-tyve år tilbage, mens vi passerede Søerne ved Fredens Bro.
Til den gang jeg selv blev uprovokeret slået ned og sparket i hovedet så jeg brækkede kindbenet i højre side. I tre uger efter den episode, kunne jeg ikke passere det sted på Amagerbrogade, hvor overfaldet fandt sted. Jeg turde simpelthen ikke. Ikke af nogen som helst rationel frygt, men simpelthen på grund af angst.
”Har du så nogle efterveer?” spurgte jeg.
”I starten havde jeg ikke. Jeg kom på skadestuen, og blev lappet sammen. Kom hjem samme morgen, og tog på arbejde som om intet var hændt. Mine kolleger spurgte naturligvis til mit noget miserable udseende, men jeg bagatelliserede det.”
”Det er vel også en slags overlevelsesstrategi,” indskød jeg.
”Helt bestemt, og det fungerede også fint … et stykke tid i hvert fald. Men pludselig en dag på kontoret begyndte jeg at græde uden nogen påviselig grund.”
”Hold da op – hvad sagde dine kolleger?”
”De spurgte naturligvis ind til, hvad der fik mig i den grad ud i tovene, men jeg kunne ikke give et sammenhængende svar.”
Pludselig opdagede jeg, at min sidemand var begyndt at græde, og jeg vidste ærlig talt ikke, hvad jeg skulle gøre.
”Undskyld, jeg plejer godt at kunne tale om det, men lige nu rammer det bare en eller anden ting,” sagde min kunde, og fortsatte: ”I de her dage, er det mere end tre måneder siden, men jeg kan stadig blive ramt, helt uden varsel.”
”Øv, øv, øv – det gør mig virkelig ondt for dig. Er der nogle hjemme, til at tage sig af dig?”
”Nej, jeg bor alene, og det er også fint igen om lidt, det er bare pissesvært, at jeg aldrig kan forudsige, hvornår det kommer.”
Vi var allerede fremme, og den yngre mand afregnede.
”Pas godt på dig selv,” var det mest begavede svar, jeg kunne komme op med.
For mit eget vedkommende har jeg stadig fysiske men efter mit eget overfald. Ikke ret meget, men huden på min højre kind er stadig ekstremt følsom, hvilket de første par år efter gjorde barbering til en udfordring. Det er noget med nogle nerver, som ikke er vokset sammen på den rigtige måde.
Der er altså ikke noget at se, bortset fra et lille ar i hårgrænsen, der hvor de opererede mig.
Vold efterlader jo altid ar.
Det er bare ikke altid, de kan ses.

By | april 21st, 2016 | SHOW COMMENTS (4)

4 Responses

  1. Mikkel says

    He’s back! Tak, Peter fordi du er tilbage! 🙂

    Og jeg er desværre også selv blevet overfaldet og frarøvet min telefon på en bytur. Det sidder dybt i en i nogen tid bagefter – længere end man umiddelbart tror.

    • Peter Petersen says

      Hej Mikkel!
      Tak 🙂
      Og ja, det sidder i en lang tid efter.
      Jeg tror, at nogle er i stand til at ryste den slags overgreb af sig meget hurtigt, mens andre, som fx dig og den unge mand i historien, bærer rundt på rester af oplevelsen i årevis.

      Peter

  2. Sten says

    Du er ikke den eneste.

    • Peter Petersen says

      Nej, desværre – og det er virkelig kreperligt 😩