Taxatanker

Mere end blot en køretur …

Min blomst

Ahhh … forårssolen havde for alvor fået fat, og jeg havde kørt den ene givtige tur efter den anden.
Som om.
Den med forårssolen var god nok, men hele denne morgen og formiddag havde været smurt ind i småture, og nu var jeg landet på en holdeplads ved et af omegnshospitalerne.
Kun seks vogne før mig, og kun en af dem fra mit eget selskab, men der måtte gemme sig en kollega et sted i nærheden for ifølge anlægget i taxaen, var jeg ikke nummer et, men nummer to.
Nå, men det var ikke afgørende. Jeg havde min madpakke, mit vand og min bog, og så skal der meget til at gøre mig rigtigt trist. Og solen. Huskede jeg den? Jep, den store pære var endelig blevet skruet i, og nu var det bare med at nyde det.
Jeg nåede dog ikke at fordybe mig i ”Civiliseret foragt” af Carlo Strenger, som er en slags opfordring til centrum/venstre om at droppe den politisk korrekte kulturrelativisme, og tage anførerbindet om ytringsfrihed tilbage, inden de højreorienterede løber med hele dagsordenen, jeg blev nemlig nummer et i køen på ganske kort tid.
Jeg trillede stille og roligt frem i ’pole position’ og ventede.
I fire minutter.

InstagramCapture_31bd68c6-a068-4713-979b-ba1544fdbe4c
Ved siden af bilen stod en kvinde i sygeplejerskeuniform, og ved siden af hende, en anden kvinde. Kontrasten mellem de to var kolossal, bortset fra at de formentlig var lige gamle, nemlig i slutningen af trediverne.
Sygeplejersken var ikke ret høj, en anelse buttet, mørkhåret, velplejet og med en udstråling af overskud og smil. Kvinden ved siden af hende, udstrålede alt andet end overskud. Sår og mærker i ansigtet, langt, gråt hår, snavset og med snavsede jeans og hullede sko. Det så ikke godt ud.
Sygeplejersken bankede på ruden i højre side af bilen, og jeg rullede ned.
”Hej chauffør. Vil du køre patienten her hjem, og følge hende op i lejligheden, hun er nemlig bange for sin nabo?” sagde hun, mens hun rakte mig en taxabon.
”Naturligvis,” svarede jeg, tændte taxametret og steg ud af bilen for at åbne døren for min passager.
Forhutlet eller ej, så skal man have service. Den lille servicefinte har, ud over det indlysende imødekommende aspekt, den yderligere fordel, at chaufføren tager serveretten over turen og definerer, hvem der sætter reglerne. Og så får man også lige en ekstra chance for at vurdere sin kunde.
”Nej, jeg tør altså ikke,” sagde min kunde.
”Der sker ikke noget,” sagde sygeplejersken og fortsatte: ”Jeg er sikker på, at chaufføren nok skal hjælpe dig helt op.”
”Selvfølgelig. Jeg har sort bælte i hjælpsomhed,” prøvede jeg.
Sygeplejersken gav mig sit visitkort, og bad mig ringe hvis det blev nødvendigt.
”Må jeg lige ryge en smøg først?” spurgte den forhutlede kvinde, og jeg var et nanosekund fra at sige, at jeg først plejer at ryge bagefter, men nåede at stoppe mig selv.
I stedet svarede jeg bekræftende, og sagde, at der vel nok kunne blive tid til en halv smøg, men så heller ikke mere, for taxametret stod jo og sugede skatteydernes penge til sig.
Sygeplejersken forlod os med et smil, og et ”Pas nu godt på dig selv min blomst,” til den arme kvinde, hvilket lød lidt malplaceret i mine ører, men man kan jo ikke vide, hvad der er gået forud.
”Nå, skal vi kaste os ud i det?” spurgte jeg.
”Ja, okay. Jeg bliver også nødt til at komme hjem til dyrene. De skal have noget at spise. Mælkebøtteblade. Kan vi stoppe et sted og plukke nogle? Hvad hedder du? Jeg hedder Karen Ogsåetsennavn, og jeg bor på en vej lige henne om hjørnet. Og jeg har fået tæv af min nabo, og så tør jeg ikke gå op alene, fordi jeg har angst. Øv, den skide junkie.”
Hold da op.
Det var mange informationer på en gang.
”Jeg hedder Peter Petersen, og jeg bor på Christianshavn, og jeg skal nok følge dig hele vejen op. Og jeg tror minsandten, at der vokser mælkebøtter lige her,” sagde jeg og plukkede en håndfuld blade fra en af de ikke ret velordnede blomsterkrukker ved parkeringspladsen. Eller blomsterkrukke er måske så meget sagt. En række af de klassiske grimme betonrør, var placeret som et værn mellem taxaholdpladsen og fortovet. Halvfjerdserbrutalisme når det er værst.
”Tak. Du får lige nøglerne med det samme.”
Nøglerne sad i nøglering, og lå i lille frysepose. Jeg lagde dem i konsollen mellem de to sæder, og satte bilen i gang.
Gad vide, hvad eller hvem, vi ville møde på adressen?
Jeg har ikke megen erfaring med at slås, og det er i omegnen af tredive år siden jeg sidst har dyrket karate. Men mon ikke vi kunne undgå korporligheder?
”Jeg har angst. Og min nabo er en skide junkie, og han tæver mig. Vil du ikke give mig penge til en øl, så jeg lige kan blive rolig?”
”Det ville jeg i princippet gerne, men jeg ved ikke hvilke medicin du har fået på hospitalet, og jeg ville være ked af, at du kom til skade, fordi jeg havde givet dig penge til alkohol.”
”Arh, kom nu. Købmanden ligger lige der.”
”Det går sgu ikke Karen. Jeg er nødt til at køre dig hjem. Og følge dig op.”
Kort efter var vi fremme ved kundens opgang, som vi gik hen imod. Klassisk gult murstensbyggeri i et par etager, og med plæner og træer mellem husene. Det kunne have været et dejligt sted, men det tvivlede jeg på at det var. Der var nemlig hverken børnecykler, løbehjul eller andre tegn på børn i området, og det er sjældent et godt tegn.
Til min overraskelse gik hun forbi sin opgang.
”Hey, er det ikke her du bor?” spurgte jeg, men fik ikke noget svar.
Karen stod sekunder efter og snakkede med tre småforbumsede ikke-etniske danskere, som sad på en bæk og smøgede den.
Hun kom tilbage og sagde:
”Så nu, kan vi godt køre hen til købmanden.”
”Okay, du skaffede dig lige nogle penge der?”
”Ja, for jeg bliver nødt til at få en øl og blive rolig på.”
Vi kørte de 500 meter hen til købmanden, og Karen købte en Master Brew, som hun åbnede øjeblikkeligt og begærligt tog en tår af.
Vel tilbage ved opgangen, steg vi ud af bilen, og Karen tog fat i min arm:
”Du følger mig op ikke, jeg er simpelthen så bange?”
”Jo, selvfølgelig. Det har vi jo aftalt,” svarede jeg.
Jeg fiskede nøglerne ud af fryseposen, og prøvede at regne ud, hvilken nøgle der var den rigtige.
Pludselig gik det op for mig, at det var noget med en låsebrik, og jeg var lige ved at blive irriteret på min kunde. Det kunne hun vel godt lige have sagt?
På den anden side set, så var andres menneskers problemer med hendes nøgler sikkert ret langt nede på hendes liste, og ind i opgangen kom vi da også.
På anden sal stod hendes navn på døren, og efter at jeg havde fumlet lidt med at finde ud af, hvilken af de to låse, som rent faktisk var i brug, fik jeg døren til lejligheden op.
Jeg ved ikke præcis hvad, jeg havde ventet. Sikkert noget med fyldte askebægre, snavs, rod og alle de andre tegn på et liv i opløsning.
Og for at være ærlig, så var det ikke verdens mest pertentligt vedligeholdte lejlighed, men den var meget langt fra at være hverken rodet eller decideret beskidt. Men den var slidt. For år tilbage, da Karens liv så anderledes lykkeligt ud, havde hun investeret i et gedigent hjem, og selv om det tydeligvis var nogen tid siden, så kunne årene ikke skjule en vis standard.
”Nej se, der kommer de,” sagde Karen glad og jeg blev pludselig opmærksom på, hvilke dyr det var, hun skulle hjem til. To velnærede marsvin var i frit løb i lejligheden.
Heldigt, at jeg ikke havde trådt på et af kræene, tænkte jeg.
”Nå, men er du okay nu?” spurgte jeg, og gjorde mig klar til at gå.
”Ja tak, du er et godt menneske,” sagde Karen, men var tydeligvis allerede ved at miste interessen for mig.
Jeg trådte ud i opgangen, og lukkede døren bag mig.
På vej ned ad trappen tænkte jeg, at Karen formentlig, med en eller anden indsats i form af en hjælpende hånd fra omverdenen, kunne komme på fode igen.
Det virkede ikke som en umulig opgave, men selvfølgelig som en opgave, der ville koste samfundet noget.
Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være med at investere i hinanden?

By | maj 13th, 2016 | LEAVE A COMMENT