Taxatanker

Mere end blot en køretur …

Mig og UBER

(Inden du læser dette indlæg om UBER, så lad mig lige slå fast, at jeg i øjeblikket tjener størstedelen af mine penge som hyrevognschauffør i Københavns Taxa 4 X 35. Bare så du ikke stikker mig i skoene, at jeg ikke toner rent flag fra starten.)

Flere kunder og bekendte har spurgt mig, hvad jeg synes om UBER, og det vil jeg prøve at svare på.
Den såkaldte deleøkonomi breder sig i hele den vestlige verden i disse år, og jeg synes, det er en fremragende idé. Både ud fra et økonomisk synspunkt, og ud fra en idé om, at vi skal prøve at nedsætte miljøbelastningen på kloden. Jeg benytter selv AirBnB både som lejer og udlejer, og er yderst tilfreds. Ligeledes anvender jeg GoMore som både fører og passager.
For nu at tage AiBnB først, så er jeg fuldstændig klar over, at jeg ved at benytte den tjeneste, fratager hotelbranchen noget indtjening, samt at der er masser af uafklarede spørgsmål: Hvis forsikring dækker fx, hvis der er indbrud i den lejlighed man har betalt for at overnatte i? Eller hvis ens gæster glemmer at låse døren når de rejser, eller de ved et uheld sætter hele ejendomskomplekset i brand?
Jeg er mig også bevidst, at min anvendelse af tjenesten kan føre til, at der bliver færre hoteller i København.
For så vidt angår GoMore, er det jo helt oplagt, at der her er tale om en rendyrket samkørselstjeneste: Jeg skal fx til Århus fra København, og tilbyder at tage et par passagerer med mod en beskeden betaling.
Jeg er klar over, at også denne tjeneste kan udnyttes kommercielt, og at den bliver det, men dog i et forholdsvis beskedent omfang.

Så hvad er problemet med UBER, og er det ikke også bare samkørsel?
Om det er samkørsel er nemt at besvare:
Nej, og det er der en ganske enkel forklaring på.
Chaufføren er nemlig ikke på vej hen mod en bestemt destination, som du tilfældigvis også skal hen til, før han samler dig op. Du bestiller UBER-bilen til at køre dig et bestemt sted hen.
Altså agerer UBER-chaufføren på hundrede procent samme måde som en almindelig hyrevogn.
Der er bare ingen lovmæssige krav til chaufføren, udover dem der er til en almindelig bilist eller bil.
 
Ingen krav om særlig forsikring, intet krav om halvårlig taxameterattest, ingen form for kontrol med hvor meget han kører i form af en kørebog.

Og det er jo alt sammen skønt i den totale liberaliserings navn.
Så hvorfor ikke bare droppe alle reglerne, hvorefter vi alle kunne køre UBER eller som vi havde lyst til?
Fordi taxaerne er en del af den gennemregulerede transportsektor af en stribe gode grunde.
De ældre, de syge, de handicappede, skolebørnene og borgerne i udkantsområderne fx.
De har alle sammen brug for at der er hyrevogne til rådighed.
Og UBER er kun til stede, når der er stor sandsynlighed for god indtjening.

I Danmark fastsættes der fra offentlig side regler om en rimelig adgang til hyrevogne.  Det gør der for at kunne betjene borgerne også uden for de tidsrum, hvor der er gode penge at tjene.
I virkeligheden er der fx i en by som Københavns lidt tale om et gynger-og-karusseller-princip.
Der er ikke mange penge at tjene om natten søndag til torsdag, men man er tilstede med taxaer i det tidsrum, for at kunne kræve ret til også at være tilstede i weekendnætterne, hvor indtjeningen kan være endog særdeles god.
Men det princip trues af UBER, som er massivt på gaden i weekendnætterne, men ikke på hverdagsnætterne.

Tag ikke fejl – jeg er ikke blind for den organiserede hyrevognsbranches udfordringer:
Dårlig service, kørselsvægring, egoistisk ’banditkultur’ (kunderne er til for mig og ikke omvendt), tilbud om ’sort’ kørsel, ringe sprogkundskaber, utilstedelige seksuelle tilnærmelser, og ikke mindst en helt ubegribelig idé om, at hvis kunderne er utilfredse, så kan de bare klage, for man skal i hvert fald ikke begynde på noget, der bare kunne minde om intern justits.
 
Men branchen er dog underlagt nogen regulering.
Den burde være bedre, men at forestille sig, at taxabranchen bliver bedre af at få konkurrence på ulige vilkår, svarer jo til at mene, at Politiet ville blive et bedre korps af at få konkurrence fra private vagtværn som begyndte at udskrive bøder og efterforske kriminalsager.

Så onsdag den 16 september, hvor det er international Taxi-Anti-Uber-Demo-Dag, kan du finde mig i demonstrationen med den vogn som jeg kører.
Mest af alt fordi jeg håber, at truslen fra UBER kan få hyrevognsbranchen i Danmark til at tænke nye tanker.
Jeg ser UBER som et wake up-call, og håber ikke det ender med at blive en invitation til hyrevognsbranchens gravøl.
 

Peter Petersen, vogn 0089 i 4 X 35 Københavns Taxa

By | september 15th, 2015 | SHOW COMMENTS (8)

8 Responses

  1. Steen Petersen says

    Godt skriv, Peter.
    Jeg har selv spekuleret på hvad der ville ske hvis man fulgte Ubers logik og åbnede en bank “ved siden af” den regulerede sektor. Noget siger mig, at det ville føre til et omgående indgreb, selvom man i disse tider aldrig kan være helt sikker hvad politi og politikere helst vil forsvare, loven eller en pludselig strømning.

    • Peter Petersen says

      Hej Steen!

      Tak, og ja, der er en del brancher hvor en deregulering formentlig ville udløse et ramaskrig 🙂

      Peter

  2. Chris says

    Og hvad med skat? Du nævner det ikke, men hvor mange uber chauffører opgiver deres indtægt på selvangivelsen?

    • Peter Petersen says

      Hej Chris!
      Jeg nævner ikke skat af to årsager:
      Så længe de beløb, UBER-chaufførerne modtager fra deres kunder, betragtes som et tilskud til ’samkørslen’ så er de ikke skattepligtige. Det er derfor de mange screenshots, som påviser at UBER netop ikke er samkørsel, er hamrende vigtige.
      For det andet bliver jeg ofte tilbudt at køre sort, når jeg selv tager en hyrevogn. På samme måde oplever jeg kolleger, som sætter sig ind i min bil, spørge, om vi kan køre den sort.
      Det er svært at anklage andre for noget man heller ikke selv kan leve op til 🙁

      Peter

  3. Henrik Kazzie Ørbæk says

    Hehe … Fed sammenligning …
    Citat:
    At forestille sig, at taxabranchen bliver bedre af at få konkurrence på ulige vilkår, svarer jo til at mene, at Politiet ville blive et bedre korps af at få konkurrence fra private vagtværn som begyndte at udskrive bøder og efterforske kriminalsager.

    Jeg var godt nok flad af grin da jeg læste det – du har nu nogle fede måder at formulerer dig på.

    Håber at møde dig i morgen – jeg er kørende i en Dantaxi Skoda Superb, fra Vordingborg 😉
    Det kunne nu være fedt at få lidt snak med dig til radioen – og jeg har mic med til interview, hvis jeg skulle falde over noget 😉

    Mvh. Henrik Kazzie Ørbæk
    Studievært på Radio Rollo

    • Peter Petersen says

      Hej Henrik!

      Tak – ja den fungerer sgu meget godt 🙂

      Peter

  4. Michael V. Jørgensen says

    Det er d. 16 september 2015.

    • Peter Petersen says

      Hej Michael!

      Tak 🙂
      Jeg opdagede godt, at jeg havde skrevet 16. februar … gad vide hvad jeg tænkte på 🙂

      Peter