Taxatanker

Mere end blot en køretur …

Lykkeland

Lørdag eftermiddag i solskinsvejr på Rådhuspladsen i København.
Så er det faktisk en lille smule svært at holde humøret nede.
Turistsæsonen er uigenkaldeligt slut, de sidste krydstogtgiganter har forladt de nordlige farvande og er søgt på træk længere sydpå, til mere lukrative områder. Et næsten umærkeligt efterår sniger sig ind over verdens mindste storby, og begynder så småt at tvinge folk til at efterlade cyklerne, og tage en hyrevogn i stedet. Men i dag skinner solen, og der er ikke meget at lave på sådan en dejlig eftermiddag.
Og det er egentlig fint nok.
Jeg kan ikke holde ud at gøre alle vagter op i, hvor mange penge jeg har kørt ind. Dertil er jobbet som taxachauffør i forvejen for idiotisk dårligt lønnet, og endelig er der jo andet i livet end indtjening.
Mens jeg sidder og genlæser en ualmindeligt fremragende bog, holder jeg lidt øje med kundestrømmen. Det er nemt, for den er som det fremgår, sparsom.
Måske derfor opdager jeg ham først, da han er helt henne ved bilen med sin rullekuffert og sine poser fra københavnske stormagasiner.
En indisk udseende mand i midten af trediverne iklædt dyrt og lækkert tøj –  og, skal det vise sig, uden den karakteristiske duft af … jeg ved ikke hvad, men det er en duft, som følger mange indere. Jeg tilskriver det kosten. Duften er ikke ubehagelig, men meget genkendelig og kræver udluftning af bilen af hensyn til de næste kunder.
Den ikke-duftende mand banker let på ruden, hvorefter jeg lettere forvirret hjælper med at få hans grej placeret i henholdsvis bagagerum, og på bagsædet ved siden af ham.
Min kunde opgiver en adresse tæt på et hotel tæt på lufthavnen i Kastrup, og vi begiver os af sted i eftermiddagssolen ud mod Amager.
Som jeg har gjort så mange gange før, spørger jeg, hvad der bringer min kunde til Danmark. At han er alene gør, at jeg forventer at han er på forretningsrejse. Men nej, han er på ferie i Skandinavien, og kort efter går det op for mig hvorfor.
Han spørger mig nemlig – og her ville jeg ønske, at der var lyd på, for han taler engelsk som en parodi på en inder der taler engelsk:
”Hvorfor er I så lykkelige i Danmark?”
”Hmmm … hvorfor vi er lykkelige? Jeg tror det skyldes det såkaldte velfærdssamfund og en meget høj grad af tryghed. Hvis jeg bliver syg, kan jeg komme på hospitalet gratis, mine børn får gratis uddannelse, vi har kun to betalingsveje og politikerne er ikke åbenlyst korrupte.”
”Men I De Forende Arabiske Emirater, hvor jeg arbejder, er alle de der ting også gratis, og der er alle folk utilfredse alligevel,” siger min indiske kunde til min overraskelse.
”Okay … så har det måske noget at gøre med indflydelse? I Danmark mener vi, at vi har indflydelse på vores land gennem demokratiet, og det er da en meget god ting,” siger jeg, mens jeg gør mig hurtige overvejelser om Maslows behovspyramide, og når frem til, at det ved jeg simpelthen for lidt om til at kunne bringe til torvs.
Min kunde forfølger heller ikke sagen direkte, men konstaterer, at alle i det land han arbejder i tilsyneladende er velstående. Lige som her.
Jeg kan godt se, hvad han mener.
Når man kører  ud mod Kastrup på en solbeskinnet eftermiddag, hvor alle biler tilsyneladende er nyvaskede og står ved nyfejede rendestene, hvor alle børn er rødmossede og på vej på splinternye cykler, hvor alle kvinder ligner shampooreklamer, og hvor alle mænd slentrer skødesløst af sted uden en bekymring i livet, så virker det jo næsten helt som en Hollywood-pastiche over begrebet lykke.
Gad vide hvad min kunde bestiller, siden han stiller sådan nogle spørgsmål?
Jeg spørger.
Han er efterforsker, og det synes jeg jo er ret sejt, hvilket jeg giver begejstret udtryk for.
”Jeg har tidligere arbejdet i kriminalpolitiet i Indien, men nu er jeg bedrageriefterforsker i en bank i Emiraterne.”
”Hvorfor lige der?”
”Fordi lønnen er skyhøj, og måske er det i virkeligheden derfor, de ikke er lykkelige.”
Jeg må have lignet et stort spørgsmålstegn, for min passager føler sig nødsaget til at uddybe:
”De er gået direkte fra kamelryg til Ferrari, uden at skulle arbejde ret hårdt for det, så deres forventninger til livet ligner ikke dine og mine ret meget,” siger han, mens vi ruller ind foran hotellet i Kastrup.
Men kan der virkelig være brug for bedrageriefterforskning sådan et sted, spørger jeg, og gætter på, at der mest er tale om eksterne sager. Altså kunder, som prøver at snyde banken. Men sådan hænger det ikke sammen fortæller han. Langt størstedelen af bedrageriet i hans bank er internt, og han mener at det er det samme med alle banker i hele verden.
Jeg er noget rystet, og giver udtryk for det. Jeg mener; det er jo dem der passer på både hans og mine penge. Min kunde betaler mens han smiler, og undlader at gå mere i detaljer.
Da jeg forlader hotellet og min kunde, med 50 kroner i drikkepenge – ’køb chokolade til dine børn’ var ordren – passerer et billede henover min indre skærm:
Knotne oliesheiker med guldkæder over det hele bag rattet i forgyldte Ferrarier som er kørt fast i ørkensandet.
Så vil jeg alligevel hellere se snotnæsede tumlinger på rustne cykler, bruncremeindsmurte bimbos som råber ad de selv samme unger, og deres mænd som lader kraftige hænder klaske mod de stramme bimbobagdele mens de nonchalant skyder resterne af en smøg ud på kørebanen, mens jeg passerer.
For så meget svindel er der vel heller ikke i det lykkelige Danmark på sådan en efterårsdag.
Eller også er vi lykkeligt uvidende.

By | oktober 9th, 2014 | SHOW COMMENTS (6)

6 Responses

  1. Beckerlee says

    Bluestime baby!
    Your writing has improved.
    Da du blev taxachaufør tænkte jeg: “Hvorfor så 4 år på journalistskolen?”
    The lord works in mysterious ways.

    • Peter Petersen says

      Tak Franz!

      Har ikke glemt dig, men hænger i en klokkestreng 🙁

      Peter

  2. Kalle Anker says

    Rent volapyk og fiktion – kom nu ind i kampen, Peter Petersen

    • Peter Petersen says

      Hej Kalle!

      Dejligt med en trofast læser/kommentator 😉

      Peter

  3. Morten says

    I en branche med en løn der ikke er bedre end en kamelpasser i varmere lande, beriges vi med livshistorier der bærer lønnen i sig selv.

    • Peter Petersen says

      Tak Morten!

      Måske vi skulle gå over til kameler?

      Peter