Taxatanker

Mere end blot en køretur …

Jeg håber at trække statistikken op

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har en eller anden morbid forkærlighed for døden. Min egen historik spiller ganske givet også en rolle i den sammenhæng, men der er bare noget fundamentalt stærkt over mennesker, som har, eller har haft, deres egen død inde på livet.
Jeg kører ofte med patienter, som er i behandling for cancer, og uanset hvordan man vender og drejer det, så har langt de fleste af dem tænkt: Skal jeg dø af det her?
Forleden kørte jeg med en knægt på 25 år, som havde uhelbredelig cancer, og som vidste, at han ikke havde mange år at leve i.
”Så jeg træner, ryger fede, og laver damer. De kan slet ikke stå for det” sagde han.
Det er selvfølgelig én måde, at angribe sin egen forholdsvis nært forestående død på, men den berørte mig ikke ret meget. Jeg ved ikke … måske den unge mand var for kæk? Måske jeg ikke synes, han udviste en passende mængde … respekt er sikkert ikke det rette ord? Han virkede ikke tynget nok, og det er selvfølgelig noget selvretfærdigt ævl at lukke ud, men jeg kan ikke finde bedre ord, for det jeg følte.

Helt anderledes var det med den tur, jeg kørte et par dage senere.
Det var, som så mange gange før, umuligt at afgøre præcis, hvad der gemte sig i turen ud fra beskeden på skærmen. Den meddelte ganske afdæmpet, at jeg skulle hente en patient på en afdeling på Rigshospitalet og køre patienten til Herlev Hospital. Det eneste, der pirrede min nysgerrighed en lille smule var, at jeg skulle hente og følge patienten. Det kan betyde så meget, men ofte, at patienten er dårligt gående eller konfus.
Jeg smækkede min øjeblikkelige litterære følgesvend, James Joyces ’Ulysses’ sammen om silkesnoren, og satte kursen mod startdestinationen højt oppe i betonsiloen.
Men det var ikke hverken en gammel morlil, eller en småforvirret gammelfar, som ventede mig.
Nærmere tværtimod.
En ung, køn, slank, sort kvinde stod og nørklede med et transportabelt iltapparat.     
Efter at vi havde konstateret, at hun var kunde, og jeg var chauffør, begav vi os mod elevatoren i tavshed.
Tavsheden blev først brudt, da vi var ude i solen, og de mørkegrønne blade på træerne varslede efterår om ikke så mange uger. Med et højt suk udbrød min unge kunde:
”Ahhhh, hvor er det dejligt. Jeg har ikke været udenfor i halvanden måned.”
”Hold da op – det lyder kedeligt. Må jeg spørge, hvad du fejler,” spurgte jeg.
”Meget kedeligt. Jeg har noget der hedder seglcelleanæmi, og så er der stødt noget til, så min lever pludselig vokser rigtig meget. Men seglcelleanæmien har jeg haft i mange år.”
”Okay. Hmmm … hvad gør det?” spurgte jeg, og fik en lang forklaring om noget med blodmangel, og hvad det kan føre til, men jeg hørte ikke ordentlig efter.
Jeg sad nemlig og tænkte, at hvis man har været indlagt på et hospital i halvanden måned uden mulighed for at komme ud, så er det jo ikke just en ubehandlet børnesygdom man er inde for. Iltapparatet pegede i samme retning. Pludselig virkede bilen faktisk lidt støvet og smånusset.
”Jeg ruller lige soltaget tilbage. Du har brug for al den friske luft du kan skrabe til dig,” sagde jeg og fortsatte:
”Du må sige til, hvis jeg spørger om noget der går for tæt på, men hvordan er dine udsigter til at blive rask?”
Svaret var langt værre end jeg brød mig om.
”De er ikke gode. I Ghana, hvor jeg oprindeligt kom fra da jeg var to år, der er gennemsnitslevealderen syv år. I USA er den 49. Det er også derfor jeg satser på at flytte til USA. Lægerne i Danmark er selvfølgelig dygtige, men der er bare mange flere med min sygdom derovre, så lægerne ved meget mere. Men jeg håber da jeg trækker gennemsnittet op.”
Puha.
Det var en varm dag, men pludselig frøs jeg alligevel, og forbandede det løfte jeg har afgivet til mig selv, om altid at blive i samtalen, når det er mig selv der har budt op til dans. Også når det bliver svært.
Vi var stille et stykke tid. Jeg kan altid flygte ind i at foregive at trafikken lige i det øjeblik kræver min fulde opmærksomhed.
Jeg rømmede mig og sagde:
”Hvis man som dig ved, at man har en øget risiko for dø ung …”
Jeg gik i stå …
”Altså, jeg tænker, hvordan påvirker det dit forhold til andre mennesker? Og husk at bede mig klappe kaje, hvis det bliver for meget,” skyndte jeg mig at sige.
Hun tog heldigvis ikke mit spørgsmål ilde op. Også selvom jeg i virkeligheden jo sad her og spurgte, om hun på en eller anden måde var tilknytningsforstyrret.
 
”Det er okay. Jeg har masser af venner, og har haft den samme kæreste fra jeg var 19 til jeg var 24, men til sidst magtede han det ikke mere. Der sker nemlig det, at i perioder kan jeg nærmest ikke noget som helst, og så var det jo ham, der skulle tage slæbet.”
Vi var ved at være fremme, og der var en sidste ting, som jeg lige måtte have styr på.
”Hvordan med at få børn?”
”Det har jeg altid fået at vide, at jeg ikke kunne. Jeg ville simpelthen dø af det, men nu har amerikanerne fundet ud af at de kan noget med kejsersnit. Det er stadig farligt, men det er ikke udelukket.”
Jeg parkerede taxaen, og vi gik sammen ind i den skyggefulde betonmastodont på ringvejen. Jeg skulle jo følge hende hele vejen.
På vej op i elevatoren spurgte hun mig:
”Er det første gang du læser Ulysses?”
”Ja – det lyder som om du selv har læst den?”
”Ja, to gange. Hvad synes du om den?”
”Det er en fantastisk sproglig oplevelse. Som at høre BeBop fra slutningen af tresserne tror jeg. Du ved; der er fuld knald på, men jeg ved ikke helt, hvor vi er på vej hen.”
Vi var fremme ved afdelingen, og min kunde og personalet hilste hjerteligt på hinanden.
Efter at have sagt pænt farvel, tog jeg elevatoren ud i sommersolen og fortsatte min vagt.
Endnu en gang med følelsen af, at have mødt noget helt særligt.
En ung kvinde som formentlig var vokset som menneske af at få en dødsdom, og nu tog livtag med … ja, både livet og døden.
Jeg er misundelig på hendes styrke, men ikke på årsagen til at hun har den.

By | september 3rd, 2015 | LEAVE A COMMENT