Taxatanker

Mere end blot en køretur …

Gå efter manden

De kom tæt omslyngede ud fra … ja vel egentlig nærmest bare ud af natten.
Han i sort jakkesæt, spidse, sorte sko, hvid skjorte, daggamle skægstubbe på de 25-26-årige kinder og vokset hår, som var ved at falde lidt sammen. Måske lige så træt som ejermanden.
Hun en anelse ældre, men ellers på mange måder en kvindelig udgave af makkeren. Sort nederdel, sorte strømpeben, sorte sko og en sort jakke over den hvide skjorte.
Begge lyshårede og begge betydeligt berusede.
Jeg kunne ikke se, præcis hvor de kom fra, fordi jeg samlede dem op i Vestergade i det indre København. Her ligger barer og værtshuse så tæt, at det ikke er til se, hvornår det ene afløser det andet. Fredag og lørdag nat er det en ganske særlig øvelse at manøvrere 1½ tons tysk mekanik ned gennem den smalle gade. De unge mænd skælder ud på taxaerne, og nogle både slår og sparker efter bilerne. De unge kvinder ser som regel bare totalt teenagefornærmede på de sagesløse chauffører, og føler det nok nærmest som en personlig hån, at vi overhovedet viser os i gaden.
Det virker som om de tænker: Vi har ikke brug for sådan nogle som jer.
Det har de fleste af dem nu ud på morgenen.
Men ud af dette morads dukkede altså det sortklædte par op. Eller rettere ind. Ind i bilen.
”Vi skal til Godthåbsvej, og det må godt gå hurtigt,” sagde den unge mand.
”Med fornøjelse, men det med hastigheden må vi altså lige vente lidt med, ellers får vi bare en ufrivillig kølerfigur,” sagde jeg.
Ikke at de overhovedet hørte hvad jeg sagde.
De var nemlig, som det hedder i fagsproget, godt i gang med hinanden.
Så efter at have sneget mig ud fra menneskehelvedet, satte jeg kursen mod Frederiksberg.
Mens de fleste af mine sanser var tunet ind på kerneydelsen, nemlig at skaffe os alle tre helskindet frem til slutadressen, havde min høresans ikke så meget at lave. Så som så mange gange før, lyttede jeg til hørespillet på bagsædet.
Man bliver ufrivillig tilhører til mange små dramaer, når man kører taxa om natten, og dette var ingen undtagelse.
”Er det i orden, hvis vi ikke kan vente chauffør?” spurgte ungersvenden.
En af mine kollegaer påstår at han i den situation altid siger, ’jeg er sgu ligeglad, bare hun sluger’ men den stil er jeg nok lidt for blufærdig til. Så jeg svarede:
”For min skyld ingen alarm, men vi er fremme om mindre end ti minutter.”
”Ja, ja, men … hmm … du er simpelt hen så fræk.”
Det sidste var nok ikke henvendt til mig og radioteatret fortsatte på bagsædet.
Jeg har for kort tid siden genset Scorseses mesterværk fra 1976, Taxadriver, med Robert De Niro i hovedrollen som den mere og mere desillusionerede taxachauffør i New York, Travis Bickle.
Bickle fortæller i filmen, at han ofte slutter sine vagter med at tørre sperm og blod af bagsædet.
Det har jeg aldrig oplevet, og sådan skulle det heller ikke gå denne nat.
For pludselig tog ’samtalen’ på bagsædet en for uventet drejning. Og også ret uventet for den unge mand må man tro.
For da den unge kvinde endelig fremkom med artikulerede lyde, var det nemlig måske ikke dem man lige havde forventet.
”Du ved godt, at du ikke skal sove hos mig ikke?”
”Hmmm … hvorfor ikke? Skal du tidligt op i morgen?” var den unge mands sejrssikre respons.
”Nej, men det her er sex, og ikke noget som helst andet.”
Pludselig stoppede slubre, smaske, sutte og sugelydene, og de eneste lyde var dieselmotoren og dækkenes dæmpede sang mod asfalten.
Jeg følte mig som voyeur, men kunne heldigvis ikke se det unge par i bakspejlet.
Særligt var jeg glad for ikke at kunne se den unge mand, som, sådan lød det i hvert fald umiddelbart, ikke havde regnet med en så kontant desavouering eller hvad man nu skal kalde det.
For selv om dogmet er, at det er hannerne der bare vil knalde, mens hunnerne drømmer om familie og tosomhed, så var det åbenbart ikke sådan det var fat her.
Og nu havde pigen altså meldt ret kontant ud, og havde måske dermed netop forpasset mulighed for det hun ville have. Sex.
Men det var hun også i stand til at tage hånd om, om man så må sige.
Pludselig trængte lyden af et bæltespænde der bliver åbnet nemlig helt om til chaufføren, efterfulgt af en ung mands dybe grynten, og nu begyndte smaskelydene også igen.
”Prøv nu lige at høre her ikke,” begyndte den ungen mand mellem snaveriet ”hvad nu, hvis jeg falder i søvn, må jeg så ikke blive?”
Nu lød kvinden helt ædru.
”Hvis du sover, så vækker jeg dig. Du skal ikke sove hos mig. Vi er ikke kærester. Jeg gider ikke kærester nu.”
”Okay, okay … jeg har fattet det,” lød det lidt sårede svar, fra en mand som måske var mere følelsesmæssigt engageret end hans feminine med- og modspiller.
Vi var fremme, og han lukkede sine bukser og hun betalte for turen.
På deres vej hen mod opgangen kunne jeg se samtalen, eller måske endda diskussionen fortsætte.
Om end min sympati lå hos den unge mand, og jeg synes det var lidt synd for ham, må jeg vel også erkende, at kvindens ærlighed var absolut befriende.
Nogle gange skal man glemme alle popsangenes klicheer om kærlighed og i stedet for at gå efter bolden, gå direkte efter manden.

By | september 13th, 2013 | LEAVE A COMMENT