Taxatanker

Mere end blot en køretur …

FISSØØØØØ!

Når man kører partytaxa, altså en storvogn med plads til otte passagerer, mulighed for at tilslutte egen musikafspiller og med blinkede diskolys i, så skal man være mere end almindeligt rummelig.
Fx når man mødes af et:
”Hej Peter, vi skal lige være færdige. Der går højst ti minutter,” fra en middelsvært beruset gymnasieelev i alt for kort nederdel, alt for nedringet bluse og alt for meget make up og Mokai.
Mens Sara, som jeg ved hun hedder fordi jeg har kørt med hende og veninderne flere gange før, gør sig klar, rydder jeg lige op i bilen.
Fejer gulvet, pudser vinduerne, og fjerner affaldet fra det foregående hold feststemte unge mennesker. Ofte kan man se på efterladenskaberne, om det er drenge eller piger, man har kørt med senest, men ikke altid. Drenge efterlader tomme dåser, mens pigernes efterladenskaber oftere er store flasker hvis indhold har været bobler af ubestemmeligt fabrikat.
Det er ret forudsigeligt, hvad der skal ske de næste 20-30 minutter, og det slår heller ikke fejl denne gang.
Da de syv store teenagepiger er blevet installeret, og er blevet enige om, hvem der skal være DJ med iPhone’en, tænder jeg de blinkende lygter i bilen, og sekundet efter tordner et af sommerens hits ud gennem bilens hårdtprøvede højttalere.
”Det er bare så fedt, at vi må høre vores egen musik,” råber en af pigerne til mig.
Jeg smiler bare, og lader være med at fortælle hende, at ’deres egen musik’ er fuldstændig den samme som alle de andre grupper af unge mennesker hører, og præcis det samme som de kommercielle hitradiostationer spiller.
Pigerne drikker og driller, skåler og skråler. Mens turen går ind ad motorvejen mod Københavns centrum, vender Sara, som sidder på sædet ved siden af mig, sig mod mig og spørger råbende:
”Er vi ikke bare for sindssyge?”
Jeg går ud fra, at jeg hellere må bekræfte, så jeg smiler det bredeste jeg har lært, mens jeg kortvarigt vender blikket bort fra trafikken og hen mod Saras store, svømmende blå øjne under det lyse pagehår.
”Jo, for fanden. I er splittergale – og det er godt.”
Jeg kan se, at jeg har svaret rigtigt, for Sara lukker øjnene og danser så meget som det nu er muligt mens man sidder i en taxa, og det er faktisk ret meget. Alle veninderne har også, om man så må sige, fundet melodien, så da vi kort efter holder for rødt lys ved en af indfaldsvejene, får et par unge mænd i en sort Audi ved siden af os, sig én på opleveren. Den store mørkeblå minibus hopper nemlig i takt med pigernes musik, og pigerne har rullet vinduet og skriger til de unge mænd.
Ingen artikulerede ord, men bare en art primalskrig som vel udtrykker en voldsom glæde ved livet, hinanden og beruselsen.
De er SÅ meget ovenpå, og intet kan slå dem ud.
Eller, det passer jo ikke helt.
Nogle gange kører jeg dem jo enkeltvis hjem igen ud på morgenen.
Så er energiniveauet et andet.
Jeg sætter Sara og hendes veninder af inde ved A-bar i Vestergade, og modtager betaling og et par rituelle kys, knus og kram inden jeg ser mig om og prøver at kante mig ud fra kantstenen uden at køre de mange unge bytursentusiaster ned.
Tyve minutter senere starter en lignende tur fra en anden forstad.
Denne gang er det otte unge mænd, eller forvoksede knægte er måske et mere passende udtryk.
”Hej Peter, vi er klar lige om lidt, vi skal lige ryge færdigt,” lyder det fra Lars, med den omvendte baseballcap ovenpå det solblegede, kortklippede sommerhår.
Lars og hans slæng tisser i hækken, smider et par tomme dåseøl fra sig og jokker smøger ud i perlegruset i havegangen ind til 70’er parcelhuset.
Så skubber og maser de for at komme ind på de pladser hvor de helst vil sidde.
”Må vi ryge i bilen,” er det uundgåelige spørgsmål, og selv om jeg tænker, at de må kende det nærmest lige så uundgåelige svar, så svarer jeg lige neutralt som altid, at nej, det må de ikke, og nej, heller ikke ud ad vinduet.
Men nogle gange må det jo lykkes at få lov, eller også kniber det bare med den konstruktive erfaringsdannelse her lidt over midnat.
I modsætning til Saras slæng, og langt de fleste andre pigegrupper som man kører med i partytaxakonceptet, så hører drengegrupperne næsten aldrig sange, som de kan synge med på.
Drengene hører som regel tonstung techno mens de slår ud efter og på hinanden.
Til gengæld snakker drengene sammen, eller rettere råber til hinanden.
Også Lars og hans venner.
Hele vejen fra Herlev og til city, bliver der råbt og skreget om fodbold, pigerne fra 2. G, taget lidt kokain, og drukket nogle øl.
Da vi når ind omkring Rådhuspladsen udløser ethvert syn af en ung kvinde at der brøles ”Fissøøøøø” ud ad vinduet.
Helt rituelt og som det altid har været.
Jeg sætter Lars og hans posse af ud for Hive i Skindergade, og tænker om de måske møder Sara og hendes veninder i løbet af natten.
Der er mange ligheder mellem de unge partygæster, men der er nogle kønsspecifikke forskelle, som jeg ikke umiddelbart kan forklare.
Hvorfor hører drengene næsten aldrig sange?
Hvorfor giver pigerne næsten aldrig drikkepenge?
Hvorfor ved drengene aldrig hvor de skal hen, mens pigerne altid er afklarede på forhånd?
Gad vide om jeg ville kunne have besvaret spørgsmålene, da jeg var i den alder?

By | september 20th, 2013 | SHOW COMMENTS (4)

4 Responses

  1. Heidi says

    Hej Peter

    Også jeg fandt dig hos Anna – og bliver helt sikkert hængende.
    Havde planer om at kvæle en bunke sider i min bog, nu hvor familien sover, men det bliver nogle sider her i stedet.
    Skøn blog!

    Dbh
    Heidi

    • Peter Petersen says

      Hej Heidi!

      Tak for din kommentar … Taxatanker findes også som det der ‘bog’ og kan købes hos førende, velassorterede forhandlere af den slags 🙂

      Peter

  2. Rikke says

    Hej Peter

    Tak for god læsning og indblik i din og dine kunders verden. Jeg fandt dig hos Anna Skyggebjerg i dag. Og det er jeg glad for.

    Kh Rikke

    • Peter Petersen says

      Hej Rikke!
      Tak – håber, du bliver hængende 🙂

      Peter