Taxatanker

Mere end blot en køretur …

Fejlture og friskilte

11805988_10206707851042192_260582365_n
Foto: Sylvia Havemann

Jeg var på vej ned mod bunden af en blind villavej i Rødovre. Dejlig sommeraften, kort før midnat. Luften var tung af længsler og løfter, kunne det have heddet i en 70’er-roman, og jeg må indrømme, at det ville være et ret præcist billede. Men den slags billige litterærlige tricks benytter jeg mig ikke af, så det var altså bare en lun, tung, fugtig, fløjlsblød … fortsæt med dine egne favoritklicheer.
Beskeden på anlægget var helt neutral, og adressen altså i bunden af laaaang villavej. Fredag og lørdag nat kører hyrevognene mange af denne slags ture. Altså hvor man henter et selskab. Man tager i byen i samlet flok, og tager hjem igen hver for sig eller to og to.
En flok unge mennesker kom mig i møde. To unge piger og to ungersvende. Pigerne godt dullet op, og drengene tilsvarende majet ud med voks i det asymmetriske hår, og påklisterede, fedtglinsende attituder. Da vi nærmede os hinanden, sagtnede jeg farten og en af pigerne gik mig i møde:
”Hvad så taxamand?” spurgte den unge blonde pige.
”Ja hvad så? Er det mon jer, der har bestilt en taxa?” spurgte jeg.
”Næ, det tror jeg ikke,” kom svaret, mens hun vendte sig mod de andre og grinende sagde:
”Han spørger, om vi har bestilt en taxa, men det har vi da i hvert fald ikke, vel?”
Den anden pige benægtede at have bestilt en vogn, og fyrene ignorerede bare situationen.
”Sorry Taxa, du må køre et andet sted hen,” sagde blondinen og valsede videre med de andre i den lune sommernat. Jeg er normalt ikke et mistroisk menneske, og forventer med næsten barnlig naivitet som regel det bedste fra mine medmennesker, men det her lugtede bare SÅ meget af snyd. Men hvad kan man gøre? Reelt set ingenting. Kunder, der bestiller en taxa, betaler ikke et bestillingsgebyr, som så fratrækkes i prisen, eller forpligter sig på anden måde til enten at benytte eller afbestille vognen. Så jeg vendte den store Mercedes på den snævre villavej og overvejede min strategi. Ofte er der ture ind til byen til hen omkring klokken 02, hvorefter turen går den anden vej. Altså fra indre by og tilbage til brokvarterer og forstæder.
Men det her var jo ferietid.
Hvis jeg blev i forstæderne kunne jeg risikere ikke at få en eneste tur før om mange timer, når lufthavnsturene begyndte. Nitten ved at køre ind til centrum var til gengæld, at jeg kunne komme til at ligge og køre et hav af småture i konkurrence med alle de andre.
Mit humør var imidlertid ikke til flere forstadsfejlture, så jeg satte kursen mod city. Vinduerne rullet ned, Led Zeppelin på bilens hæderlige anlæg, og en arm skødesløst dinglende mod siden på førerdøren.
”Hey hey mama said the way you move, gonna make you sweat gonna make you groove,” sang Robert Plant.
Jeg følte mig i den grad ovenpå, og tilbragte resten af sommernatten med at køre mennesker i varierende stadier af forgiftning hjem. Eller hvor det nu var de skulle hen. Men alt har en ende, og efterhånden var jeg blevet træt, og overvejede at trække stikket ud, og suse hjem for at putte bag min elskede. Jeg ved, at når jeg først er blevet træt, så daler min tolerance overfor fulderikkerne, som på deres side kalder på næsten endeløs tolerance, så den kombination er ikke den bedste.
Inde bag Politigården i København blev jeg imidlertid anråbt af en ung mand, som stod og var ved at tage afsked med en ung kvinde. Okay, sidste tur tænkte jeg, og standsede ud for parret. Den unge mand satte sig ind på bagsædet, og opgav en adresse i ambassadekvarteret på Østerbro. Han var velklædt og havde stort krøllet hår og fuldskæg. En pigernes Jens formentlig.
Jeg satte i gang, men undlod at stille det spørgsmål jeg har stillet tusindvis af gange; har du haft en god aften? Trætheden vandt over ønsket om konversation.
Pludselig ringede den unge mands telefon.
”Hvad? Jamen jeg har allerede sat mig ind i en taxa,” sagde han, og en kort men forholdsvis heftig diskussion udspillede sig mellem min passager og den chauffør, hvis tur jeg tydeligvis havde stjålet.
Jeg forbandede mig selv for ikke have spurgt min passager, om han havde bestilt en taxa. Det skal man i princippet altid gøre, inden kunden sætter sig ind, men jeg glemte det altså i min træthed. Så nu var det altså mig, der havde påført en af mine kolleger en fejltur.
Jeg prøvede at redde bare en smule af æren, ved at forklare min kunde, at når man har bestilt én taxa, så skal man jo ikke praje en anden.
”Men jeg troede jo, at det var dig jeg havde bestilt.”
”Og du bemærkede ikke, at både taglygten og friskiltet var tændt?”
”Jo, men hvordan skulle du ellers kunne tage mig med, hvis du ikke var ledig?”
”Okay, hør lige her. Når du ringer og bestiller en taxa, eller bruger vores app til det, så ryger turen automatisk ud til en vogn i nærheden af det sted du bestiller vognen til. Lige så snart taxachaufføren har sagt ja til turen, så slukker både friskilt og taglygte, for så er taxaen jo ikke ledig længere, men på vej hen for at samle dig op.”
”Hold da kæft, hvor er det dog et åndssvagt system. Det må I fandeme kunne gøre bedre. Er du sikker på at du har forstået det?” kom det noget overraskende svar i en mildest talt hånlig tone.
Jeg tog mig alvorligt sammen, inden jeg svarede:
”Du er fuld, jeg er ædru. Jeg er taxachauffør, og du laver forhåbentlig ikke noget med mennesker, for du har eddermame et attitudeproblem.”
Resten af den heldigvis korte tur foregik i tavshed. Min kunde betalte, steg ud, og hamrede døren i. Jeg steg ud og tjekkede døren for synlige skader. Ingen skader på bilen, og kun minimal skade på mit ego.
Jeg meldte fra, som det hedder, og kørte hjem.
Det første der skete, da jeg kom hjem, var, at slipset og den hvide skjorte røg af.
Det er min uniform, og den leverer verdens nemmeste trick, når der har været en knapt så god oplevelse i bilen: Når jeg tager uniformen af, og hænger den på stolen eller smider den til vask, så er det den, mine kunder har haft en bøf med, og ikke mig.
Og således opmuntret gik jeg i seng og sov de (selv?)retfærdiges søvn.

By | september 11th, 2015 | LEAVE A COMMENT