Taxatanker

Mere end blot en køretur …

Et hvilket som helst tossehoved

tosse

Jeg sidder fordybet i bogen ”LTI” af Victor Klemperer. En jødisk sprogprofessor som under nazitiden tog noter om Det Tredje Riges sprog. Og jeg mener virkelig fordybet. Sunket langt ned i sædet, og formentlig temmelig tabt for omverdenen. Bogens paralleller, til den måde vore dages magthaveres anvender og opfinder ord og begreber, er både skræmmende og fascinerende.
Derfor er det også en lille smule irriterende, da anlægget tilbyder mig en tur.
Misforstå mig ikke. Jeg vil gerne tjene penge, men nogle gange …
Nå, men turene kører ikke sig selv, nogle skal jo køre kunderne hjem, og hvad der ellers måtte være af klicheer.
Jeg takker ja, drejer nøglen og sætter kursen mod Blå Skranke.
Blå Skranke befinder sig på Rigshospitalets traumecenter, og man ved aldrig helt, hvad en tur derfra indebærer, bortset fra at det næppe er hverken en kuvert eller forretningsfolk.
I hvert fald ikke denne gang, da destinationen er angivet til psykiatrisk skadestue på Bispebjerg Hospital.
Jeg trykker på knappen ved døren og bliver brummet ind.
Inde ved selve den blå skranke venter jeg kun et øjeblik, inden to mænd bevæger sig hen ad gangen mod mig.
Den ene en ret stor, mandlig sygeplejerske i starten af trediverne iklædt den klassiske hospitalsuniform, dog med korte ærmer, så man kan se de svært tatoverede arme.
Den anden omkring 40 år gammel, med gråligt hår, iført sort skindjakke, jeans, skjorte og sneakers.
Mens de går hen mod mig i et påfaldende langsomt tempo, prøver jeg at danne mig et indtryk af min passager, men det er mig ikke muligt at udlede noget af hans fremtoning.
Han kan være hvem som helst.
”Nu skal du bare sætte dig ind i bilen,” siger sygeplejersken til min kunde.
Der er en kort dialog mellem de to, som jeg ikke forstår ret meget af, bortset fra spørgsmålet ’Hvor er vi’,
men ind på forsædet kommer passageren da.
”Er du tryg ved det? Han gør ikke noget,” spørger sygeplejersken mig.
”Ja, ja. Det er fint,” svarer jeg og tænker, at jeg faktisk overhovedet ikke var bekymret. Altså lige indtil han spurgte mig, om jeg var netop det.
Vi kører op i solskinsvejret, nede fra den kældergård hvor Rigshospitalets traumecenter ligger, og sætter kursen mod Bispebjerg.
”Han er en alletiders sygeplejerske, med tatoveringer og det hele,” er de første ord min kunde siger direkte til mig.
”Det er godt,” svarer jeg, og fortsætter med et skævt smil: ”Det kan man vel også godt være, selvom man er tatoveret. Jeg har da også tatoveringer, og jeg synes da selv, at jeg er en helt OK fyr.”
”Du har sgu da ingen tatoveringer,” lyder det ved siden af mig.
10 sekunder senere, hiver jeg op i mit højre ærme, ved det røde lys over mod Lersø Park Alle, og viser min helleristningstatoveringer.
Han er ikke imponeret.
”Hvor skal vi hen?” spørger han.
”Vi skal over på psykiatrisk skadestue.”
”Nå, det gider jeg ikke. Skal vi ikke købe nogle øl i stedet for?”
”Det kunne sikkert være hyggeligt, men jeg tror, at det er bedst, at jeg kører dig over på Bispebjerg, ellers bliver de bare sure på mig.”
”Okay så. Ved du, hvad jeg hedder?”
Jeg svarer bekræftende, og overvejer om jeg kan tillade mig at spørge, hvorfor han er på vej til den psykiatriske skadestue.
I stedet prøver jeg at sludre om noget ufarligt, og neutralt, nemlig om de smukke forårsgrønne træer. Det ignorerer han imidlertid, og besvarer i stedet delvist mit uudtalte spørgsmål:
”Jeg har det med at drikke for meget, men hvordan er der med dig chauffør?”
”Hmmmm … jeg er sgu nok bare sådan lidt almindeligt småtosset, siger jeg til stor morskab for min passager som ler højt.
”Du er sgu god nok chauffør,” siger han, mens han peger op mod en lejlighed, vi passerer:
”Deroppe bor min kæreste, og jeg var forbi med blomster tidligere i dag.”
Jeg tænker, at jeg hellere må lade det samtalespor forblive koldt. Der er vel en god grund til, at han først har været på traumecentret, og nu er på vej videre i systemet.
Heldigvis er vi også næsten fremme, og jeg kan foregive at være dybt koncentreret om trafikken.
At der stort set ingen trafik er, lader ikke til at bryde illusionen.
Fremme ved skadestuen, stiger jeg ud og hjælper jeg min passager op fra sædet.
”Puha, jeg er stadig stiv,” siger han og vakler lidt
Det overrasker mig, for han virker ikke beruset. Usammenhængende måske, men ikke fuld.
Da vi står sammen inde i forrummet, kigger jeg ind ad vinduet, sætter pegefingeren hen mod kaldeknappen og sender et spørgende blik til kvinden bag glasset. Hun nikker. Jeg skal trykke på knappen.
Da jeg trykker knappen ind, kan jeg i baggrunden se to kvinder reagere, og bevæge sig mod deres side af døren.
Vi bliver bippet videre ind, men min kunde går ikke ind. Det virker som om, han mangler noget eller er gået i stå.
Egentlig var jeg på vej ud, men vender mig og går hen til ham igen, rækker hånden frem og siger:
”Tak for i dag. Nu tror jeg altså, du skal gå ind.”
Han kigger mig lige i øjnene, vi trykker hinanden i hånden, og han går gennem døren til fortsat behandling
På vej ud modtager jeg lige et anerkendende nik en thumbs up fra personalet.
Jeg er egentlig også ganske godt tilfreds med mig selv.

By | maj 12th, 2015 | SHOW COMMENTS (2)

2 Responses

  1. Jens says

    Det er de små skæve og, føles det i øjeblikket, “hjælpetrængende” (i mangel af et bedre ord), der gør det livsbekræftende og spændende at være taxichauffør.

    • Peter Petersen says

      Hej Jens!

      Så absolut. Der er en særlig glæde over at kunne hjælpe andre.

      Hvor kører du selv?

      Peter