Taxatanker

Mere end blot en køretur …

En uventet redningskvinde

Jeg var ved at forvandle mig til en sur gammel taxachauffør, men heldigvis blev jeg reddet på stregen.
I perioder går jobbet mig virkelig på, og min åbne tilgang til livet såvel som arbejdet, rammer mig som en boomerang, og jeg lader alt for meget trænge ind i mig.
Kunder, som er for arrogante til at sige goddag eller farvel, eller som begynder at stave Herlev for mig, fordi jeg formentlig er analfabet.
Eller min øjeblikkelige favorit: Kunder som tager deres kuffert op fra jorden og siger:
”Jeg sætter den bare ind på bagsædet,” hvorefter jeg er nødt til at insistere på, at kufferten ryger om i bagagerummet. Den øjeblikkelig kunde er forhåbentlig ikke den sidste, hvorfor bagsædet med stor sandsynlighed skal bruges af andre senere.
Nå, men jeg var altså kun ved at forvandle mig, om end denne indledning kunne tyde på, at metamorfosen allerede er indtruffet.
Ingenlunde!
Eller i hvert fald er jeg altså blevet reddet.
Jeg fik en tur ind på skærmen, med en lidt bøvlet adresse nede ved søerne i København. I noten insisterede man på, at jeg skulle køre ind på den lukkede del, altså den del som kun er for cykler.
Kombinationen af småregn, eftermiddag og en taxa på cykelstien … Det er bare ikke en vindersag.
På den anden side set måtte der jo være en grund til, at man var så fast besluttet på projektet.
Altså manøvrerede jeg automobilet ind mellem cyklister, børn og stavgængere på en af de mest populære adresser i 2100 Spelt. Jeg fik ikke megen kærlighed at føle.
Ud for adressen stod to kvinder.
Den ene var gammel, og iklædt et par af de klassiske fornuftige pensionistkendetegn; praktiske sko og vindjakke. Et tørklæde, bundet på Jane Fonda-måden, signalererede dog et brud på normen for ældre medborgeres påklædning.
Ved hendes side stod en lidt yngre kvinde. Hendes præcise udseende fortaber sig, fordi det var den gamle dame jeg talte med, men det var vidst noget med lyst hår, briller og en rødlig læderjakke.
Inden jeg kunne nå ud at åbne døre, havde den yngre kvinde åbnet forreste dør i højre side, og hjulpet den ældre kvinde på plads. Jeg hjalp lidt med selen, og spurgte, hvor jeg måtte køre dem hen.
De opgav en adresse på Frederiksberg, og jeg begyndte den vanskelige opgave at kante 2,5 tons rullende tysk stål ud mellem de fineste, bløde kroppe svøbt i farvestrålende regntøj.
”Det er et alderdomshjem, vi skal ud på,” lød det fra forsædepassageren.
”Uha, må man godt sige det i vore dage?” spurgte jeg, mest i spøg.
”Ja. Hvad skulle man ellers kalde det?” kom svaret prompte.
”Tjah … jeg troede, at man skulle kalde det plejecenter eller ældrecenter.”
Bagsædet blandede sig:
”Der er rigtigt, selvom man sikkert fik mere pleje på et alderdomshjem end på et af dagens plejecentre. Og de gamle er endda blevet dårligere.”
”Det hænger sikkert sammen med ’længst muligt i eget hjem-devisen’ som vel har kørt i 20 år,” sagde jeg.
Nu bød min forsædemakker og sagde at hun var 93 år gammel, og så var alderdomshjem et ganske passende ord.
Som så mange gange før spillede jeg mine to bedste, og eneste, kort i alderssnakken.
Først fortale jeg om min kones farmor som blev 103 år gammel, og sagde:
”Så du må altså lige nappe ti år mere,” hvilket fik smilet frem til højre for mig.
Inden hun kunne nå at sige mere, skyndte jeg mig at spille mit andet kort:
”Da min bekendte, Bjarne, for nogle år siden fyldte 60 år, og vi spurgte ham, hvordan han havde det med det, svarede han, at det havde han det ikke særligt godt med. Men alternativet – ikke at blive 60 – var alligevel værre,” prøvede jeg mig frem.
Den 93-årige trumfede og efterlod mig mundlam og med en følelse af dyb ærefrygt da hun sagde:
”Jeg synes nu, at jeg har en særlig grund til at være glad over at være i live. Jeg har nemlig siddet i koncentrationslejr.”
”Hold da helt op,” var det mest begavede jeg kunne sige i første omgang.
Jeg har prøvet det før. Efter at have tænkt 1000 gange, hvor fantastisk det ville være, at møde forskellige interessante mennesker, bliver jeg så overvældet, at jeg rent faktisk ikke ved hvad jeg skal sige når det sker.
Så jeg sundede mig lidt, mens jeg lod som om trafikken var særligt vanskelig, inden jeg spurgte:
”Hvor har du så siddet henne?”
”I Auschwitz i et år og inden da i fængsel.”
Auschwitz. Alene ordet kortsluttede min hjerne. Billeder af og beretninger om ufattelig grusomhed trængte sig på og gjorde det svært at fokusere på kerneydelsen, som jo er at transportere folk frem i hel og god foderstand.
Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle komme videre, men min redningskrans lå i handskerummet. Victor Klemperers bog LTI, som handler om sprogbruget i Det Tredje Rige. Jeg fiskede bogen frem, og spurgte om hun kendte den.
”Meget interessant, at du læser den. Har du læst hans dagbøger – de er virkeligt gode.”
”Desværre ikke endnu, men det når jeg forhåbentlig til. Til gengæld synes jeg, at rigtig mange af pointerne i LTI er skræmmende i forhold til Danmark i dag. Særligt den måde vi taler om de såkaldt fremmede på og hele den debat.”
”Hvis der er noget jeg fik ud af tiden i Auschwitz, så er det en viden om menneskets natur,” sagde min kunde, og jeg nåede lige at indskyde, at det formenlig var en viden hun gerne havde været foruden.
”Naturligvis, men den har gjort mig til det menneske jeg er i dag, og det ville jeg ikke undvære.”
”Så hvad tænker du om den måde vi behandler fx flygtninge på,” spurgte jeg.
”Vi har jo kun plads til dem, vi har plads til, ellers kan vi ikke integrere dem, og det skal vi selvfølgelig. Lige meget hvem man er og hvor man kommer fra, så har man brug for at vide, at der er brug for ens evner, og alle kan jo noget. Men vigtigst af alt, skal man have love til at beholde sin værdighed.”
”Ja, det kunne vi unægtelig godt blive noget bedre til herhjemme.”
”Man skal huske at stille krav til mennesker. Der, hvor de flygtede fra, blev der også stillet krav til dem. Det er alle vant til. Det er synd at sige til mennesker, at det de kan, har vi ikke brug for.”
Vi var desværre næsten fremme ved målet, men inden vi trillede ind på plejecentret, undskyld – alderdomshjemmet,  sagde min kunde:
”Jeg har boet over hele verdenen, og i Afrika, var der for nogle år siden en sort mand, som kommenterede min tatovering med ’at det var bare endnu en dille blandt hvide kvinder’, at få tatoveret tal på armen.”
”Fortalte du ham, hvad det var for en tatovering.”
”Det gjorde jeg, og han blev så flov så flov.”
Jeg stoppede taxametret og bilen, og modtog betaling.
Mine kunder steg ud, og sagde tak for turen.
Jeg trykkede den gamle dames hånd og gav udtryk for min egen taknemmelighed over at have mødt hende.
Da vi havde vinket farvel, sagde hun:
”Jeg har skrevet en bog om mit liv, og den vil jeg sende dig, hvis du vil have den.”
”Det vil jeg meget, meget gerne. Tusind tak.”
Jeg afleverede mit visitkort.
Det sidste.
Det med Kiril Starkovs autograf, men denne sag var vigtigere end en ishockeyspillers signatur på et stykke pap.
Vi vinkede igen farvel og jeg kørte videre.
Sent samme eftermiddag lagde den gamle dame besked på min telefonsvarer.
”Her har du mit nummer. Jeg sender dig en bog og du får også dit visitkort med autografen tilbage.”
Jeg glæder mig til at læse hendes bog, og få svar på alle de spørgsmål jeg kom i tanke om bagefter.
Og naturligvis sender jeg, i al ydmyghed, min egen bog til hende.
Jeg sender også en stor varm tak til hende for at genskabe min glæde ved at møde fremmede mennesker i en hyrevogn.

 

By | juni 25th, 2015 | SHOW COMMENTS (4)

4 Responses

  1. Emma says

    Hej Peter.
    Dejlig beretning 🙂

    Er det muligt at få et navn på bogen du modtog? Det har i den grad vagt min interesse!

    Hilsen Emma

    • Peter Petersen says

      Hej Emma!

      Ja, det er en stærk beretning.
      Bogen, som jeg desværre ikke har fået læst endnu, hedder Morbærtræet og er skrevet af Iboja Wandall-Holm.

      Peter

  2. Lotte says

    Verden er så dejligt mangfoldig…….

    • Peter Petersen says

      Hej Lotte!

      Helt sikkert, man skal bare turde den 😉

      Peter