Taxatanker

Mere end blot en køretur …

En alien i Allansgade

Det havde været en lang nat.
Når jeg har bilen i weekenden, starter jeg tidligt om eftermiddagen, kører hjem og spiser aftensmad med familien, og kører så ud igen indtil jeg ikke kan mere. Eller til klokken 0700, hvor nattaksten afløses af den noget billigere dagtakst.
Det betyder, at vagterne kan blive lange, men sådan er vilkårene i en branche, hvor man er lønnet på provision.
Jeg holdt for rødt lys ved Classensgade på Østerbro i København, og havde netop besluttet mig for at køre hjem, da højre bagdør pludselig blev åbnet.
En yngre mand, sikkert i midten eller slutningen af tyverne, satte sig ind på bagsædet.
Som altid snusede jeg lige ind, for at prøve at vurdere graden af beruselse. Spruttesten inkluderer i virkeligheden tre sanser. Man lugter efter alkohol og opkast, ser på synlig almentilstand og tøjets beskaffenhed, og ikke mindst lytter man efter, om talen er nogenlunde sammenhængende.
Ingen alarmklokker bimlede.
Håret sad fint, vindjakken og jeansene var rene, der var kun en svag lugt af alkohol, og der var ingen slinger i de første ord, som kom ud af munden på min passager:
”Jeg vil gerne til Allansgade.”
Det er en af de gader som jeg kender ganske udmærket, så jeg svarede:
”Så gerne. Det er den ude bag ved Centret, ikke sandt?”
Min passager bekræftede, og jeg satte i gang.
Efter vi havde kørt cirka 300-400 meter lød det omme fra bagsædet:
”Vil du køre mig Allansgade?”
”Det kan du tro, jeg vil,” svarede jeg beredvilligt.
Nu skal jeg skynde mig at sige, at gentagelser, og i særligt høj grad af adresser, er et udbredt fænomen i taxaer om natten. Så jeg tænkte ikke noget videre over det.
”Har du haft en god aften?” spurgte jeg, i håb om at kunne etablere en eller anden form for dialog. Nogle gange er det bare det, der skal til, for at kunden ikke falder i søvn, og man så skal have bøvlet med at vække dem.
”Jo tak. Vil du køre mig til Allansgade?”
”Det vil jeg i hvert fald. Ude bag Centret ikk’?”
”Jo tak. Hvor samlede du mig op henne?”
Efterhånden var det ved at gå op for mig, at den unge mand på bagsædet måske alligevel var mere omtåget, end jeg først havde anslået.
”Jeg har lige samlet dig op henne ved søerne.”
”Ved søerne? Det passer ikke. Hvad skulle jeg dog lave der?”
Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt da jeg svarede:
”Tjah … det ved jeg jo ikke, men det var altså der, du sprang ind i bilen.”
”Hvor kører du mig hen? Jeg skal til Allansgade, ude bag ved Centret.”
”Hov, hov … det er min replik det der,” svarede jeg.
Men nu var der tavst på bagsædet.
Jeg fortsatte vores stille færd gennem den morgenlyse by ad de berusedes vej, hvor de sidste af nattens slidte eksistenser var på vej mod egne eller andres hjem, nye barer, hoteller eller hvad ved jeg og sikkert et hav af sanselige oplevelser. De blandede sig med avisbude, gaderenovationsfunktionærer, leverandører og andre ædruelige folk som fx droskekuske.
Ved et rødt lys få minutter efter opdagede jeg pludselig, at min passager var vågnet, og nu kiggede på mig med en blanding af angst og … ja, jeg vidste ikke hvordan jeg skulle tolke hans blik, men da jeg vendte mig mod ham sagde han:
”Hvem er du?”
Nu var det jo fristende at svare Kaptajn Kirk, og at han var ombord på USS Enterprise. Han så ud til at tro, at han var bortført af et rumskib. Men jeg svarede, som det sig hør og bør, at jeg havde samlet ham op i min taxa, og at han i middelsvært beruset tilstand havde sat sig ind i den helt frivilligt inde ved søerne.
”Han kiggede lidt mistroisk på mig, men endte med at godkende forklaringen med et:
”Okay. Så vil jeg gerne køres til Allansgade.”
”Ude bag ved Centret?”
”Ja, hvor vidste du det fra?”
Jeg smilede, men svarede ikke.
Få sekunder efter spurgte han:
”Var jeg sammen med nogen?”
”Næh, det tror jeg ikke.”
”Det var mærkeligt. Nå, men jeg vil gerne til Allansgade.”
”Jep,” svarede jeg.
”Øv, hvor er jeg bare fuld. Jeg skal hjem og have noget mad,” sagde min kunde med hvad der lod til at være et øjebliks klarhed.
Helt klar var han dog ikke, for et øjeblik senere, og lige før vi drejede ind på Allansgade, spurgte han:
”Havde jeg blod på hænderne, da du samlede mig op?”
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare. Ikke fordi han havde blod på hænderne, så vidt jeg havde set i hvert fald, men skulle jeg prøve at fritte ham om, hvorfor han troede det?
Jeg besluttede mig for at notere mig tidspunktet, og holde øje med aviserne de kommende dage.
Min kunde betalte, forlod rumskibet, og gik med faste skridt hen mod sin opgang.
Øksemorder?
Næppe.
Måske snarere en alkoholalien i Allansgade.

By | april 26th, 2015 | SHOW COMMENTS (2)

2 Responses

  1. Berith says

    Tak

    • Peter Petersen says

      Selv tak 🙂