Taxatanker

Mere end blot en køretur …

Dumhed har en vis charme

20160720_235129

”Adr, det er virkelig ulækkert,” lyder det på bredt amerikansk bag mig.
Jeg er på ferie i Rom, og er ved at fylde min vandflaske op fra en af de mange fontæner og springvand, som byen er så rigeligt forsynet med.
Ordene kommer fra en ung pige, som stirrer forfærdet på mig og de andre turister, mens vi er ved at sikre os mod dehydrering i den såkaldt evige stad.
Jeg har meget lyst til at sige noget til hende om købevand på plastflasker, men det har jeg jo ret beset ikke adkomst til.
Til gengæld ryger jeg med det samme et par uger tilbage, og til et møde med en amerikansk familie i taxaen.
Det var lige efter, at sæsonen for turister til krydstogtskibene var begyndt. Der er gode penge at tjene nogle af de dage. Ture fra lufthavnen til skibene, fra skibene til lufthavnen, fra skibe eller lufthavn til diverse hoteller, og endelig kan man være heldig at få sightseeingture.
I det konkrete tilfælde begyndte turen egentlig meget godt.
En kraftigt solbrændt og muskuløs amerikansk mand med solbriller i panden, t-shirt og jeans, hjalp med at få bakset familiens forholdsvis omfangsrige bagage på plads i bagagerummet på den tyske stationcar. Moderen og de to børn kiggede på indtil daddy instruerede dem i, at nu måtte de godt sætte sig ind.
Familien skulle til cruiseterminalen i Nordhavn, og allerede da vi nåede ud først på Amager Strandvej spurgte min sidemand, hvilket sprog vi egentlig taler her.
Jeg blev en smule forbløffet, men svarede høfligt at vi taler dansk, mens jeg tænkte over, om jeg turde spørge ham, hvilket sprog han troede vi taler.
Men det nåede jeg slet ikke, for han skyndte sig at spørge, om ikke det ville blive besværligt for os nu, hvor vi jo havde meldt os ud af EU.
”Øhh … det var altså England, som havde den afstemning, og Danmark er stadig medlem af EU, ligesom England formentlig er en del år fremover,” svarede jeg.
”Virkelig?” spurgte min kunde vantro.
Jeg tænkte, at jeg hellere måtte finde noget neutralt, ufarligt og nemt at spørge om, så jeg spurgte, om de kom tilbage til Danmark efter deres cruise, og om de skulle blive her lidt, eller bare skulle direkte videre.
Svaret krævede, at jeg mandede alle mine resurser op for ikke at le højt.
”Vi kommer tilbage, og skal tilbringe et par dage her. Jeg kan nemlig spore min slægt tilbage til ham der Kong Harold, så jeg vil gerne se lidt af det gamle land.”
”Mener du Harald Blåtand?” spurgte jeg.
”Ja, ja, lige præcis,” kom det entusiastisk.
Ret skal være ret.
Jeg ved ikke ret meget, eller for at være mere præcis, så ved jeg ingenting om slægtsforskning, men det her forekom mig ærlig talt så langt ude, at jeg efterhånden havde svært ved at undertrykke latteren.
”Hmmm … vi er enige om, at Harald Blåtand levede for tusind år siden, og alligevel mener du, at du kan spore din slægt tilbage til ham?” spurgte jeg skeptisk.
”Ja, for mormonerne har skrevet alle Europas kirkebøger ind i en stor database, så nu er det bare at søge,” forsvarede min passager sig, som uden tvivl godt kunne mærke min mangel på tro på projektet.
Kirkebøger, som vel kan spores i bedste fald 500 år tilbage, og mormonkirken, som mig bekendt er fra engang i midten af 1800-tallet og slægtsforskning lød ikke som en ret valid cocktail.
Så jeg valgte at pakke sammen, og holde resten af samtalen på totalt neutral smalltalk om, hvad de skulle lave mens de cruisede rundt sammen med 5.000 andre gæster.
Jeg holder meget af amerikanere, og har et stort netværk blandt dem fordi vi i snart mange år har haft unge, videbegærlige og åbne amerikanske studerende boende i et semester.
Jeg er mig også meget bevidst, at danskere sikkert også kan fremstå uvidende, men jeg møder sjældent en uvidenhed så massiv, som den jeg møder hos nogle amerikanere.
Og det er altså ikke fordi, jeg betragter dem som dumme, men til gengæld helt bestemt som uvidende.
De har ikke prioriteret almen dannelse og viden, men har til gengæld en kolossal viden på helt specifikke, snævre områder. Ofte områder som skal sikre dem en karriere.
På mange måder vel en bagside af konkurrencestatens medaljer?
Hvorom alting er, så har jeg lidt ondt af dem, og erindrer ofte Frank Zappas gyldne ord:
”Stupidity has a certain charm – ignorance does not.”

By | juli 20th, 2016 | SHOW COMMENTS (2)

2 Responses

  1. Margit Wulff says

    Når man går her i flytterod og føler sig lidt presset, fordi flytningen nærmer sig, er det dejligt at høre lidt nyt fra dig.
    Jeg måtte lige minde mig selv om,at det er midt om natten, så jeg må nok lade være med at grine højt. Ellers tror mine underboere bare at jeg er småtosset.

    • Peter Petersen says

      Hej Margit … jeg vil undlade at kommentere på eventuel sandsynlighed for om du er (små)tosset, men jeg er glad for, at jeg kan få dig til at grine 🙂

      God sommer

      Peter