Taxatanker

Mere end blot en køretur …

Det’ lige meget skat

Hun var usædvanligt nydelig, og var, som vi sagde dengang jeg var ung, eddermame også godt klar over det. Mellemblondt hår, en teint som en reklame for en af tidens hudcremer, og dertil en makeup, som det formodentlig havde taget temmelig lang tid at færdiggøre. Hendes påklædning nåede jeg egentlig ikke at bemærke, da hun kastede sig selv, pakkerne og nå ja, ham der hun havde på slæb, ind på bagsædet af bilen inde på Kongens Nytorv i København.
Jeg tippede hende til at være i midten af tyverne, og kæresten, helt som forventeligt, et par år ældre.
De passede umiddelbart helt perfekt sammen. Den klassisk smukke, feminine unge kvinde og den lige klassisk smukke, maskuline unge mand. Halvlangt lysblondt hår, fuldskæg som dækkede en formentlig bred kæbe og det, man i lægeromerne kaldte en beslutsom hage. For de lidt ældre læsere, kan det måske give mening at sammenligne med Nina og Frederik.
Slutadressen blev opgivet af ungersvenden med en fuldtonet baryton, uden et goddag eller en anden gestus i forhold til min ringhed. Men den slags lærer man at ignorere, så jeg satte bare kursen mod adresserne, hvor skatteprocenten er lige så lav som hælene – og også ofte bagdelene – er høje.
Det var ikke længere sommer. Byen var fanget i limboet mellem efterårstusmørket og juleguirlander.
Et sted mellem mørkegråt og lysesort.
Det var altså dunkelt, mens vi kørte ned ad Bredgade og et helt lille drama udspillede sig. Ikke på de halvtravle gader, men på bagsædet lige bag ved mig. Det var et helt igennem klassisk drama, og de spillede faktisk deres roller til både Bodil-, Emmy-. og Oscarhøjder. Måske fordi virkeligheden altid overgår fantasien?
”Nå, men så er det på plads, og vi kan tage videre næste weekend til Hans og Julie?” spurgte den unge mand.
Jeg kunne kun undtagelsesvist se dem i bakspejlet, men jeg havde en klar fornemmelse af, at den unge kvinde kiggede ud ad vinduet, mens hun svarede:
”Ja skat.”
”Så vi er OK?”
”Ja skat.”
”Hvorfor svarer du sådan? Er der nu noget galt alligevel?”
”Nej skat.”
”Hold nu op for fanden, der er jo et eller andet. Det kan jeg da høre.”
Den unge mands stemme skiftede stille og roligt både i tonehøjde og volumen.
Den unge kvinde derimod talte i det samme rolige stemmeleje, som hun havde talt i hele tiden. Måske der var en anelse … kulde eller beregning? Sikkert ikke. Det er formentlig bare min egen efterrationalisering.
”Nej skat.”
Der er en lang pause, mens indre by bliver til Østerbro, inden hun siger:
”Men … er der ikke noget du har glemt?”
”Nej, eller … det tror jeg da ikke,” svarer Frederik med en begyndende usikkerhed i stemmen.
”Det gør heller ikke noget.”
Mine egne advarselslamper blinker nu voldsomt, og den unge mand er også klar over, at den er gal. Passivt aggressive svar er altid en tydelig indikator, og han bider da også på krogen, og påtager sig ansvaret.
”Ej, kom nu, sig det, hvis jeg har gjort noget galt. Er det fordi jeg kom for sent?”
Hov, han smider en line ud til hende, og tilbyder hende en vej, men hun bliver på sit eget spor.
”Nej, nej.”
”Hvad er der så?”
”Jeg troede bare at …”
Han afbryder, nu med en blanding af vrede og frustration i stemmen:
”Hvad troede du?”
”At du ville købe ind.”
Endnu en lang pause, mens den store Tuborgflaske inde til højre markerer, at vi skifter postnummer igen.
Han er den første til at tage ordet igen:
”Sidder du og bitcher over, at jeg ikke har købt ind?”
”Jeg bitcher ikke.”
”Men du er ikke tilfreds med, at jeg ikke har sørget for, at vi kan få noget at spise, når vi kommer hjem.”
”Det er ikke det, men … nej, det’ ikke det skat.”
”Men er det det med Julie så?”
”Det’ lige meget skat.”
”Så altså fordi jeg kom for sent?”
”Det’ lige meget skat.”
Pludselig blev pakkerne mellem dem nærmest en uoverstigelig mur, og sikkert uden at tænke over det, kiggede de nu ud af hver deres siderude, mens København blev til Charlottenlund.
Jeg sad og tænkte: Okay, han kom for sent, og du troede, han ville lave mad, men er det ikke lige meget?
Se nu på jer selv – perfekt lækre mennesker, med lækre jobs på lækre adresser, og om få år et par lækre børn at tage med på lækre skiferier og safarier.
Det havde jeg lyst til at sige, men det gør man jo ikke.
Og endelig kan man jo ikke vide, hvad de i øvrigt slæbte med, inden de satte sig ind i taxaen.
I stedet efterlod jeg Nina og Frederik foran en semistor kasse oppe i Happyrup, velvidende at ’Det’ lige meget skat’ vil plage dem resten af livet.
Han vil i årevis blive ved med at prøve at efterkomme hendes ønsker, og hun vil årevis prøve at finde ud af hvad de er.

Husk at du kan downloade taxatanker som E-bog her:
http://www.turbineforlaget.dk/shop/skoenlitteratur/skoenlitteratur/taxatanker/

By | november 21st, 2014 | LEAVE A COMMENT