Taxatanker

Mere end blot en køretur …

Der er håb for menneskeheden

Nogle ture er dødfødte på forhånd. Det gælder for eksempel stort set alle de ture i indre by, som man bliver tilbudt via centralen på en fredag eller lørdag nat. Typisk står der en brandert og bestiller en taxa, men tager i sin brandert alligevel den første vogn, der dukker op. Det er den slags almen viden man samler op efter ganske få vagter.
I København har vi imidlertid et område, som har en ekstra udfordring: Refshalevej/Holmen.
Området er svært tilgængeligt på grund af en bussluse på Christianshavn, og man skal derfor ud på en relativt lang omvej for at nå frem. Det har naturligvis betydning for fremkørselstiden. Om natten er der altså stor risiko for, at kunderne enten er begyndt at gå og derfor ikke er på det sted, de har bestilt taxaen til, eller at de tager første vogn på stedet. Den særlige udfordring på Holmen er altså den tid det tager at nå frem. Og den del gør sig selvfølgelig også gældende om dagen, hvor man desuden risikerer at blive bremset af ’civilister’ som har forvildet sig ud i trafikken i dagtimerne.
Så da jeg en efterårseftermiddag havde været hjemme og spise frokost, og just havde meldt mig ind i kampen igen, var jeg lidt i tvivl, om jeg skulle tage imod den tilbudte tur ude på Refshalevej.
Nå, men jeg havde haft en absolut hæderlig indtjening allerede, og kunne derfor tillade mig et enkelt fejlskud eller to, så jeg accepterede.
Refshalevej nummer dit-og-dat plus en cykel, stod der på skærmen. Godt så, tænkte jeg. Et ønske om transport af cykel forøger altid sandsynligheden for at kunden rent faktisk er der. En del af mine kolleger gider nemlig ikke det der med cykler, og så vælger de turen fra alligevel.
Jeg satte kursen mod det gamle værftsområde, hvor min far arbejdede i mere end 25 år, og da jeg nåede frem slog det mig, hvor meget det har forandret sig.
Der er ingen blå kedeldragter, hjelme og sikkerhedssko længere, men et hav af skovmandsskjorter, fuldskæg og overfrakker. Arbejderne i sværindustrien er erstattet af hipstere, som sikkert i et vist omfang trods alt synes, at der er noget historisk vingesus-agtigt over de store gamle haller. Det håber jeg i hvert fald.
Jeg rullede tyskeren ind på adressen og blev modtaget af en ung mand med … jep, fuldskæg, men ikke overfrakke. Måske var der en skovmandsskjorte under den anorakkede beklædning? Han stod i solskinnet med sin gamle cykel og en af store blå IKEA-poser, og vinkede til mig. Formentlig i midten af tyverne og formentlig i gang med en eller anden forretningsidé som skulle kunne gøre ham til millionær inden han er tredive. Jo, jo, fordomme har man nok af.
Vi fik læsset IKEA ind i bagagerummet, og sat cyklen bagpå. Han holdt øje med, om jeg spændte den forsvarlig fast. Der gør jeg altid, og har ikke tabt en cykel i de 2½ år jeg har kørt taxa.
”Hvor skal vi hen på denne smukke dag?” spurgte jeg det unge menneske, som havde taget plads på sædet ved siden af mit. En gade på den del af Nørrebro, som er nærmest umulig at gennemskue kørselsretning på, blev nævnt.
Vi satte i gang og lagde kursen an mod Christmas Møllers Plads og videre ind over Rådhuspladsen.
Efter ganske få hundrede meter spurgte jeg, hvad min passager bestilte.
”Jeg arbejder sammen med nogle andre, hvor vi har udviklet en APP og en hjemmeside med støtte fra EU,” var svaret, og der kom mere, men jeg nåede ikke at høre fortsættelsen, fordi min hjerne med det samme blokerede og sagde: ’HA, tænkte jeg det ikke nok. APP mig her og hjemmeside mig der, og så for mine skattepenge!’
Min fordomsfuldhed blev dog endnu engang gjort til skamme, da jeg hørte efter, hvad den unge mand fortalte, men sin behagelige og ret afdæmpede stemme.
”Der vokser jo masser af ting i byen som man kan spise, man skal bare vide hvor de er, og det er det vores projekt handler om.”
Hov – det lød jo nærmest helt begavet, og som en af de ideer der bare er totalt oplagt.
”Fedt. Det lyder jo som om, det giver masser af mening, men hvordan fungerer det?” spurgte jeg.
”Det fungerer kun i kraft af brugerne, som deler information om steder med fx æbler, bær eller grøntsager på offentlige områder, som man bare kan tage af.”
”Altså som et community?” indskød jeg, og spurgte: ”Men skal man så betale for at være med?”
”Ja, til det med communityet og nej til det med betalingen. Hele ideen er, at det skal være gratis. En ikke-kommerciel måde at bruge byen og dens ressourcer på.”
Jeg blev glad helt ind i min gamle aktivistrygmarv. Det, som min unge kunde havde gang i var jo helt i tråd med det vi gjorde, da jeg var i hans alder, bare på et andet plan. Vi skrallede mad fra supermarkedernes containere allerede i firserne, og havde altid antennerne ude efter hvor der var containere, eller kondemnerede ejendomme med byggematerialer.
I dag er dens slags selvfølgelig noget man organiserer med APPs og hjemmesider.
Jeg nåede dog ikke, at blære mig med min tvivlsomme fortid, for min sidemand var godt i gang med det fortælle videre.
”Det fede er, at bare med sådan en lille ting, er man med til skubbe til udviklingen. Folk bliver mere bevidste om byrummet, og bliver bedre til at passe på byen og dens ressourcer. Og det smitter så af på andre områder.”
”Nåe … det er sådan noget nodging-agtigt du tænker på eller hvad?”
”Lige præcis.”
”Sejt. Vi kunne godt bruge noget fokus på genanvendelse her i byen.”
”Men vi er da meget gode til det. Århus er måske lidt længere fremme på affaldssortering, men København er da ved at komme med,” sagde min passager.
Jeg kom til at tænke på min egen gård på Christianhavn. Her er folk ude af stand til at lave selv den simpleste sortering.
”Prøv lige at høre. Hjemme hos mig er der lige som kun to valgmuligheder: Papaffald kontra alt det andet, og det kan folk overhovedet ikke finde ud af. Der ryger konstant køkkenaffald i papcontaineren, og så endda storskrald i de almindelige. Jeg tror sgu, der er et godt stykke vej endnu.”
”Måske, men det er bare et spørgsmål, om at finde nøglen som kan sætte processen i gang. Sværere er det jo heller ikke.”
Jeg måtte jo give ham ret. Det er vel ikke sværere at sortere affald, end det er at sortere vasketøj, og det kan de fleste normaltbegavede personer finde ud af.
Vi var næsten fremme, og jeg bad min kunde om to ting:
At blive guidet den rigtige vej ind i hans gade, og om at få adressen på hjemmesiden. Og mens jeg blive vejledt om det ene, noterede jeg mig det andet.
Efter at have taget afsked med min inspirerende kunde, gik jeg ind på www.byhoest.dk, og orienterede mig.
Det ser rigtigt ud. Bare lidt ærgerligt at APP’en endnu kun er tilgængelig med iPhones og ikke kan anvendes med hverken Android-telefoner eller Windowsphones, men mon ikke det kommer?
Og den der bussluse på Christianshavn?
Som taxachauffør er jeg ikke glad for den.
Som far i bydelen er jeg svært godt tilfreds.
Både med slusen og bumpene.
Der er en udvikling i gang, vi skal bare give den et skub i den rigtige retning.

Husk at du kan downloade taxatanker som E-bog her:
http://www.turbineforlaget.dk/shop/skoenlitteratur/skoenlitteratur/taxatanker/

By | november 13th, 2014 | SHOW COMMENTS (2)

2 Responses

  1. Jakob says

    Trafiksanering er altid udtryk for en interessekonflikt mellem dem der gerne vil bo dér, og dem der gerne vil køre igennem.

    Som du skriver; hhv. den lokale far og taxiføreren.
    .
    .
    .
    .
    Desuden er den sluse da åben det meste af tiden…

    • Peter Petersen says

      Fuldstændig enig Jakob – lige som når vi gerne vil have grøn energi … bare ikke midt i vores egen udsigt 🙂