Taxatanker

Mere end blot en køretur …

Den evige og forudsigelige utroskab

Det er både de værste og de bedste dage.
De store julefrokostdage i december. Fredag og lørdag nat i hele julemåneden er både eftertragtede og rædselsfulde.
Eftertragtede fordi der er mulighed for at tjene endog rigtig mange penge.
Rædselsfulde fordi en meget stor del af kunderne er mere end almindeligt berusede.
Men det er ikke nok med det. Julefrokoster er omgærdet af mange ritualer som skal overholdes. Der skal naturligvis spises og drikkes. Og så skal der åbenbart også knaldes ved siden af. Nogle gange hører jeg, at utroskab i forbindelse med en julefrokost slet ikke tæller, og at det altså er en fribillet til at ’få noget fremmed’.
Jeg har ingen moralske kvababbelser desangående. Hvem andre mennesker vælger at dele kropsvæsker med er mig såre ligegyldigt.
Men der er noget med magtforholdet mellem en chef og dennes undergivne, som kan gøre både en affære og et engangsknald til en noget vanskelig omgang. Hvordan ligeværdige personer forvalter deres eventuelle kønslige omgang med hinanden, lader mig altså imidlertid indifferent.
Men selv for den trofaste, så kan selve tanken om udenomsknaldet, meta-utroskaben om man vil, alligevel fylde, når paraderne er bragt ned af store mængder alkohol.
De var i hvert fald nede hos den mand jeg samlede op på Østerbro i København, natten mellem lørdag og søndag.
Han var sikkert i starten af fyrrerne, og han var, som det hedder i fagsproget, stangbacardi. Eller som den kære roadie Sømanden i sin tid udtrykte det: Godt, skidehamrende halvfuld.
Han prajede mig på gaden, og bad om at blive kørt til en adresse i en af velhaverenklaverne oppe i Nordsjælland. Endda langt oppe i Nordsjælland, så det var altså en indbringende tur, men også en af den slags ture, som kan komme til at føles meget, meget lang, hvis branderten ved ens side er dumfuld.
”Jeg skal hjem til min kone. Hun er simpelthen så smuk og jeg elsker hende over alt på Jorden,” sagde min sidemand.
”Du skal køre ad motorvejen så langt som muligt, for jeg skal hjem til min kone. Hende elsker jeg nemlig, og jeg er aldrig i tvivl. Aldrig nogensinde.”
Sådan en melding er jo altid en fornøjelse at høre, og han gentog den flere gange.
Men efterhånden også med en lille variation, som røbede, at tanken om lidt julefamleri alligevel havde strejfet ham.
”Jeg elsker min kone, men de unge piger, som jeg har ansat, er altså vældigt søde og satans smukke.”
Jeg synes jeg var nødt til byde ind med et eller andet, så jeg sagde:
”Det lyder da dejligt, at være omgivet af smukke unge kvinder hele arbejdsdagen. Hvilken branche er du i, siden du er så heldig?”
Jeg kan med det samme røbe, at den branche, min kunde oplyste, ikke slår mig som en med en overflod at skønhed. Jeg kan ikke fortælle præcis, hvad hans arbejde går ud på, da det er en lille branche, og jeg vil ikke udlevere ham. Men der er tale om mange kundemøder, og i den sammenhæng er et præsentabelt ydre jo ikke af vejen.
Mens de små 200 hestekræfter ude foran bragte os længere og længere nordpå, og inden han faldt i søvn, nåede han at fortælle mig om sine tre børn, og altså om sin smukke kone, som han elskede højt, om end de unge piger også var meget smukke, men det var hans eget firma, og derfor var det bare med at holde sig i skindet. Ikke noget hanky-panky med de ansatte.
Så tanken havde altså strejfet ham.
Vi nåede frem til det fine hus med den fine tyske bil parkeret uden for. Jeg vækkede min sidemand, og vi afregnede i god ro og orden.
Nu befandt jeg mig temmelig langt væk fra København, og dermed langt væk fra nye kunder.
Nå, men der var jo kun en vej. Hen til motorvejen og fuld gas mod storbyens trygge rammer. Når jeg kommer for langt ud på landet, bliver jeg altid en smule utryg.
Som Dan Turell engang beskrev det, har også jeg prøvet at gå ud i en skov for at kigge på et træ. Men efter et stykke tid begynder man at kigge efter sprækken til mønten. Der må da skulle ske et eller andet på et tidspunkt.
Og det gjorde der!
Herude, hvor verden var blevet forlænget med prydhaver, træer og det uundgåelige og uomtalte giftdepot, og hvor den traditionelle hund glammede i det fjerne, var der pludselig en radiotur.
Lidt skeptisk satte jeg kursen mod en anden lille by i det Nordsjællandske, forventende en fejltur mere, på den stadigt voksende konto til den slags ture.
Men den var god nok.
Da jeg nærmede mig adressen kom endnu en mand i fyrrerne gående mig i møde, og denne med en dåseøl i hånden. Da vi havde udvekslet hans navn, og han havde sat sig ind, observerede jeg, at han ikke virkede ret beruset.
”Du får dig lige en morgenbajer at starte dagen på,” kommenterede jeg i et let drillende tonefald.
”Det er mit alibi. Jeg har været til julefrokost med drengene, og i byen mødte jeg en, som jeg gik hjem til. Men nu skal jeg hjem til kæresten …”
Resten af sætningen blev ikke hængende i luften. Den faldt ned mellem os og lå og så på mig, mens den sagde: ’Hvad så? Hvad vil du stille op med dén oplysning?’
Jeg ville ikke stille noget op med den, så jeg spurgte bare ind til hans arbejde. Også han var selvstændig, men i en helt anden branche, end den foregående kunde.
Trange krisetider satte sit præg på livet med kæresten og de tre børn.
Resten af turen ind mod et af Københavns brokvarterer snakkede vi om de der krisetider, og forskellige overlevelsesstrategier, når der er færre penge mellem hænderne på folk.
Da vi nåede frem, sagde min kunde:
”Det passer jo perfekt, for jeg har lige drukket det sidste af min øl.”
”Fino. Skal jeg skille dig af med dåsen?” spurgte jeg.
”Ja tak. Det må du sgu gerne,” svarede min kunde og var rundhåndet med drikkepengene.
”Eller … nej ved du hvad?” sagde jeg, og fortsatte:
”Du skal hælde sjatterne ud over din skjorte og bukser. Du bliver sgu nødt til at lugte af noget andet, når du kommer ind derhjemme.”
Vi vidste begge hvad dette ’andet’ var.
”For satan – det’ godt tænkt. Tak og god jul,” sagde min kunde, mens han stod på gaden og stænkede sjatter ud over sig selv.
Selv lagde jeg an til at køre hjem til mig selv, og jeg behøver heldigvis ikke stænke mig til med noget som helst.

By | december 21st, 2014 | LEAVE A COMMENT