Taxatanker

Mere end blot en køretur …

De hurtige

Han prajer mig på Stormbroen i det indre København. Det er en klassisk sommernat i weekenden. Det vil sige masser af unge og ældre, som nyder storbyens muligheder, eller måske fristelser, alt efter temperament.
Han er formentlig i begyndelsen af tyverne, har kort lyst hår, blå øjne og er iklædt jeans, t-shirt, sneakers og noget så altmodisch som en cowboyjakke.
”Kan du køre mig til Farum for 800 kroner?” spørger han om.
Om end det er weekend, og vi derfor kører efter den højeste takst, så mener jeg bestemt nok, at jeg kan køre til Farum uden at komme i nærheden af det beløb, hvilket jeg siger til ham.
”Det’ bare fordi, at sidst jeg kørte hjem fra byen i taxa, blev det 800 og han sagde, at jeg fik rabat, så jeg vil bare være sikker.”
Et væld af tanker gik gennem mit hoved. Havde en af mine kolleger virkelig bøffet den unge mand for et større beløb, eller huskede han bare helt skævt? Eller havde han måske bare ingen anelse om, hvor han var?
En del af svaret begyndte at komme fra den unge mand.
”Kan vi køre forbi Christiania for de 800, for jeg skal altså lige havde noget at komme ned på. Jeg har fået et eller andet, som jeg ikke har prøvet før, og jeg er helt oppe at køre lige nu.”
Den slags forespørgsler tænder altid et par advarselslamper. Ture fra A til B er nemme nok. Ture, som i udgangspunktet er fra A til F, men undervejs pludselig skal forbi B, C, D og E til den samme forventede pris, er straks en helt anden sag. Jeg følte mig dog stadig på ret sikker grund, man kan altså køre ret langt for 800 kroner, faktisk omring 40 kilometer, selv til den høje takst, så jeg indvilgede.
På vej mod reservatet på Christianshavn talte den unge mand uafbrudt, og jeg fik en helt klar fornemmelse af, at han ganske rigtigt havde fået et eller andet fra den mere anløbne side af den farmaceutiske industri. Energiniveauet var tårnhøjt, men sammenhæng i de mange udsagn, var der ikke ret meget af.
Jeg parkerede i Burmeistergade tæt på indgangen, og den unge mand forlod bilen efter at have efterladt sit hævekort som garanti for betalingen. 30 sekunder senere vendte han tilbage.
”Jeg har ikke nogle kontanter, så kan du ikke give mig 200 kroner, så kan du bare trække dem på kortet, når vi slutter.”
Under normale omstændigheder er jeg stærk modstander af at skulle agere bank for kunderne. Men med udsigt til en ret givtig tur, gav jeg alligevel efter, stak kunden en 200-kroneseddel, og så ham gå tilbage mod Christiania.
Fem minutter senere kom han tilbage, satte sig ind i bilen, og vi begyndte atter turen nordpå.
”Hey, hvordan kan taxametret allerede være på 116 kroner?” spurgte den unge mand endnu inden vi havde forladt Prinsessegade, men inden jeg kunne nå at svare ham, fortsatte han:
”Nå, men det er jo lige meget. Det bliver jo ikke mere end de 500 kroner som vi har aftalt, minus de 200 fra før, så når den står på 300, så stopper du den bare.”
Alle relæer i min hårdt prøvede hjerne klaprede på en og samme gang.
Jeg er ikke et jern til matematik, men min købmandsregning fejler ikke noget, og denne her kunde var godt i gang med at løbe fra alle aftaler, og prøvede i tilgift at manipulere med mig og platte.
Jeg trak bilen ind til side og standsede.
”Okay, hør nu her. Hvad fanden har du gang i,” sagde jeg.
”Næ, hvad fanden har du gang i? Hvor for stopper du?” rasede min kunde forurettet.
”Jeg stopper, fordi du lige har ændret den aftale, som vi lavede da turen startede. Jeg vil stadig gerne køre dig til Farum, og jeg gætter på at det bliver lige omkring 500 kroner, plus de 200 du lånte af mig.”
”Du prøver at narre mig, bare fordi jeg har fået nogle stoffer jeg ikke kender, og det er simpelthen pissestrengt. Jeg vil ikke med længere.”
”Det er i orden. Vi stopper her og du skylder mig 138 plus de 200 du lånte.”
”Hvad! Hvor er du bare et dårligt menneske og en ond mand. Jeg vil kun betale 138.”
I sådan nogle situationer, og ja, de opstår en gang imellem, trækker jeg altid ordensmagten som sidste kort. Også selvom jeg godt ved, at de ikke kan gøre ret meget
”Godt så. Vi kan være på Station 1 om fire minutter, så må de tage sig af dig,” sagde jeg.
Og det virkede.
”Jeg vil aldrig, aldrig, aldrig mere køre med dig,” sagde den unge mand og stak sit kort i terminalen.
”Tak, og i lige måde, ” sluttede jeg, inden min påvirkede kunde forlod bilen.
Jeg søgte ind mod minefeltet igen, og tænkte over hvorfor jeg har så svært ved de stofpåvirkede kunder. De berusede er også irriterende, men dem synes jeg, at jeg har meget godt hold på.
Men når folk har været i medicinskabet, så kikser det nogle gange.
Er det fordi jeg aldrig selv har taget noget stærkere tjald, og derfor ikke kender stofrusen?
Det tror jeg faktisk ikke, for egentlig tror jeg heller ikke at de selv ved, hvad der sker med dem når de er påvirkede.
I en alkoholrus bliver man langsom, om end man tror det modsatte, og indimellem har man lyse perioder, hvor man kan konstatere at man er meget fuld. Måske er det nærmest omvendt med stofferne?
Tilsyneladende tror brugerne, at de er knivskarpe og hurtige hele tiden.
Men de er kun hurtige.
Alt, alt for hurtige.

By | oktober 17th, 2014 | SHOW COMMENTS (2)

2 Responses

  1. Steen Petersen says

    Endnu en tur beskrevet så præcist, at man næsten føler man selv kørte den.
    Fremragende, Peter!

    • Peter Petersen says

      Tak Steen!