Taxatanker

Mere end blot en køretur …

Bump

Hun græd, og hun græd, og hun græd.
Ikke højt og larmende, men intenst på den måde som kun gråd kan være.
Og så holdt hun op.
Hun havde standset mig en tidlig, mørk og regnfuld mandag morgen i et af brokvartererne, og mellem hulkene bedt mig køre til en by i Nordsjælland.
Jeg tippede hende til at være et sted i slutningen af tyverne og i begyndelsen af trediverne, men det var svært at gætte ud fra det forvredne ansigt. Et stort krøllet hår var dog et ret påfaldende kendetegn. Påklædningen var absolut hverdagsagtig. Jeans og en fornuftig jakke. Og så bragte hun en duft af shampoo, men helt klart ikke af parfume med sig ind i bilen. Hun satte sig på forsædet, hvilket var lidt usædvanligt hendes tilstand taget i betragtning. Ofte foretrækker vi jo ikke at lade fremmede se vores sorg og sårbarhed.
Da gråden stilnede af, spurgte jeg:
”Du må selvfølgelig bede mig klappe kaje med det samme, men hvorfor græder du?”
”Fordi min mormor er død.”
”Nå for Søren. Er det sket pludseligt?”
”Nej, hun var været syg et kort stykke tid, men det er blevet værre her på det sidste. VI regnede med at hun ville dø i løbet af denne uge, men ikke allerede i dag,” kom det mellem et par nye hulk.
”Var du tæt med din mormor?” spurgte jeg, selvom det vel egentlig var et lidt tåbeligt spørgsmål. Jeg mener; hun sad jo og græd, så mon ikke hun om ikke følte, at de havde været tæt på hinanden?
Svaret var da heller ikke overraskende:
”Ja, vi var meget tætte. Særligt fordi mine forældre bor i provinsen, og det kun er min søster og mig, som bor nogenlunde i nærheden.
”Det kan jeg godt se gør en forskel. Hvad med din morfar?”
”Han er død for mange år siden.”
Jeg kastede mig ud i en kort fortælling om min kones farmor, som blev 103 år gammel, og levede alene i mere end 30 år. Den fortælling, altså om den livfulde enke, som først flyttede fra sit lille hus til et plejehjem, da hun var 101, er ofte en god isbryder.
Og også denne gang.
Min kunde fortalte sin mormors livshistorie, inklusive diverse op og nedture, og fik tydeliggjort det billede, hun havde af hende. Det hjælper sikkert at fortælle det til en fremmed, som ikke er bange for at spørge. Jeg hørte blandt andet en sød detalje om mormorens manglende evner udi det gastronomiske:
”Det var heldigt, at hun fandt en mand som kunne lave mad, ellers var hun død af sult,” lød det med en latter fra min sidemand, og vi kunne le sammen mens køen på motorvejen ind mod København blev tættere og tættere.
Men vi kørte den modsatte vej. Nordpå.
Af fortællingen fremgik det også, at familien havde haft en ikke ubetydelig andel i Danmarks udvikling de seneste 100 år, og at generne er rigt repræsenteret i både politik, erhvervsliv og kunst.
Nu var en af grenene på familiens træ altså visnet, men havde heldigvis sat flere frø inden da.
Om min kunde selv havde sat frø, fandt jeg ikke en passende lejlighed til at spørge om, men mon ikke mormors bortgang også har sat den slags tanker i gang?
Kort efter var vi fremme, og den yngre kvinde spurtede gennem regnen ind på plejehjemmet.
Måske havde jeg ikke hørt ordentligt efter, men sagde hun et eller andet om, måske at kunne nå at se sin mormor en sidste gang?
Måske mormor ’bare’ lå for døden?
Det håber jeg.
Et par timer senere kørte jeg et ganske ungt par fra Rigshospitalets fødeafsnit til barselshotellet i Aldersrogade.
Der er noget ganske særligt livsbekræftende ved at køre med nybagte forældre. De er sprøde på en helt særlig måde, og usikre på stort set alt.
Da vi, eller rettere, da jeg, havde fået spændt autostolen med det lille bitte menneske fast på bagsædet, begav vi os afsted. Mor på forsædet og far på bagsædet. Det er næsten rituelt.
På vejen skulle vi passere et par vejbump inde på hospitalets område, og jeg satte farten ned til et absolut minimum.
Alligevel udbrød begge de nyslåede forældre synkront:
”Uha!”
Jeg kunne ikke lade være med at le.
”Okay, der kommer et til magen til det her lige om lidt, og tro mig; der kommer værre bump i årene fremover.”
Heldigvis lo de begge og resten af turen gik med at de fortalte om deres forventninger til forældreskabet.
Det lød helt rigtigt alt sammen. Velforberedte, men også åbne.
Og man skal jo være forberedt på de der bump, og ikke køre for hurtigt hen over dem.
Man skal sætte tempoet ned og være til stede i det. Også når det er ubehageligt eller svært.
Ellers kan man jo få ødelagt noget vitalt, som man skal bruge senere.

 

By | december 12th, 2014 | SHOW COMMENTS (2)

2 Responses

  1. Louise says

    Tak for en overraskende indholdsrig tur i dag. Jeg følte nærmest, at jeg havde fået en gave, for her sad en (umiddelbart) non-partisk journalist bag rettet i taxaen, og jeg havde rundt regnet 20 minutter fra Hørsholm til Riget, hvor jeg skulle beriges i forhold til, hvilken dansk avis der er læseværdig (udover selvfølgelig Weekendavisen) og som jeg kan tro bare lidt på i den kommende valgsæson. Jeg blev næsten helt stresset på vej ind mod byen, for turen ville blive alt for kort i forhold til alt det jeg havde lyst til at diskutere 🙂

    Rigtig fin detalje i øvrigt, om det med at tage det roligt hen over livets små og store bump – det er jo i virkeligheden der vi rykker os allermest.

    Og så husk den med, at man skal lægge afløbet der, hvor vandet løber hen 🙂

    • Peter Petersen says

      Hej Louise!

      Selv tak – fornøjelsen var, og er, ganske på min side 🙂
      Og vand-detaljen er bare et hamrende godt billede, så tak for det!

      Peter