Taxatanker

Mere end blot en køretur …

Bordelmutter med leddegigt

Bordel

Inden jeg begyndte at køre hyrevogn, havde jeg ingen pejling på en lang række forhold i taxabranchen. Fx tænkte jeg, hver gang jeg så en taxa holde et eller sted på en taxaholdeplads med friskiltet tændt, at ’han må da være tosset ham der, for der er da ingen kunder her.’
Hvad jeg ikke vidste dengang var, at taxaer holder på pladserne og venter på en tur fra centralen.
Hver holdeplads har sin egen rytme i forhold til mulighed for henholdsvis gadekunder og ture fra centralen.
Nogle gange, når jeg fx har været meget tidligt oppe, og kundestrømmen begynder at dale hen på formiddagen, så finder jeg mig en rolig holdeplads, tager en lur og lader centralen vække mig, når der er en kunde.

På en dejlig solskinsdag holdt jeg på en af de klassiske centralturspladser, og var så småt ved at døse hen. Jeg havde soltaget åbent, ryglænet vippet tilbage og lå og kiggede op i trækronerne, hvor de mørkegrønne blade så småt gjorde sig klar til at skifte til røde, brune og gule nuancer.  Jeg var ikke utilfreds med livet.
Pludselig blev døren åbnet i passagersiden, og jeg blev revet ud af min næsten zen-agtige tilstand.
En kvinde i midten af fyrrerne, med mørkt hår, stærkt farvede briller og lidt til både gården og gaden pakket ind i farvestrålende tøj, kantede sig ind i bilen.
Og jeg mener kantede. Ikke på grund af overvægt, men fordi hun tydeligvis havde smerter.
”Goddav, og øv, det ser besværligt ud,” sagde jeg til min kunde i et let spørgende tonefald.
”Der er det også. Vil du køre mig til Fuglevej i Pipkvarteret,” svarede hun med et stort smil, som på alle måder matchede hendes påklædning.
    
”Det kan du lige øsregne med at jeg vil,” sagde jeg, mens jeg vippede ryglænet op, og satte dieselmotoren i gang.
Da jeg havde fået indstillet sigtet på destinationen, og vi havde aftalt en rute i grove træk, synes jeg godt jeg kunne tillade mig at spørge, hvad det var, der gav min kunde så mange smerter.
”Jeg har leddegigt.”
”Fordømt!” udbrød jeg, men vidste også at jeg var nødt til at spørge yderligere ind til det, for jeg ved ikke det mindste om leddegigt. Så jeg spurgte, hvordan man opdager at man er ramt.
”Jeg var træt hele tiden, og var sikker på at jeg havde stress. Så jeg gik ned i tid, men det hjalp overhovedet ikke.”
”Havde du ikke ondt?”
”Jo, men det var mest trætheden. Jeg mener; jeg kunne falde i søvn midt i en samtale, og hvis du vidste hvor mange hylder i køleskabet jeg har smadret, fordi jeg tabte ting inde i køleskabet, fordi mine kræfter pludselig svigtede.”
Ganske upassende kunne jeg ikke lade være med at le. Forestillingen om at fx min kone skulle falde i søvn midt i en samtale med mig, og ikke bare fordi emnet var kedeligt, men måske samtalepartneren var det, virkede ret komisk. Eller at man sætter marmeladen ind i køleskabet, men ender med at smadre hylden fordi man taber glasset. Det forekom mig temmelig tragikomisk.
”Du må undskylde, at jeg ler,” sagde jeg, mens jeg bankede let på min pande med højre hånds fingre, ”men der er bare høj billeddannelse herinde. Jeg forestiller mig akutte slumreanfald i en række prekære situationer.”
”Det gør ikke noget. Set udefra er det jo morsomt,” svarede min kunde.
”Tak – det er jeg glad for. Jeg plejer altså ikke sådan at grine ad kunderne. Må jeg spørge dig, hvordan man behandler leddegigt?”
”Leddegigt er mange forskellige ting, og derfor behandler man den forskelligt. Jeg er blevet opereret i mine led 10 gange, og i øjeblikket er jeg i kemobehandling en gang om måneden.”
”Hjælper det så?”
”Njah, det ved jeg ikke rigtigt.”
”Øv, det er sgu da forbandet.”
”Det er det, men det værste er, hvad fx vægtstigning som følge af behandlingen gør ved ens selvtillid. Jeg har aldrig været et nips, men jeg har lige været nødt til at tabe mig 20 kilo, for overhovedet at kunne holde mig selv ud. Og der udover er jeg jo pludselig en af dem der på førtidspension, og det har jeg det altså lidt svært med. Altså ikke selve det at være på pension, men den måde folk ser ned på en.”
”Hvad mener du?”
”Forleden var jeg til en stor fest, og kom på et tidspunkt til at sidde sammen med nogle unge piger. De spurgte mig, hvad jeg lavede, og selvom jeg allerede kendte reaktionen, så svarede jeg, at jeg var førtidspensionist. Helt som forventet, vendte de sig om og begyndte at tale med nogle andre.”
En pludselig indskydelse for igennem mit hoved, og jeg sagde, med min bedste onkel Bæverdingstemme:
”Du skulle have lænet dig lidt frem mod dem og sagt: ’Jeg er bordelmutter, og jeg mangler altid piger. Lige sådan en type som dig. Var det noget’. Det ville jeg gerne have set.”
Min kunde grinede højt, og da hun havde fået luft igen, sagde hun:
”Tak, den var god, den må jeg huske.”
Vi var næsten fremme ved destinationen, og jeg nåede at høre lidt mere om leddegigt, livslængde og arvelighed, inden vi afsluttede vores rejse sammen. Det var ikke ret opmuntrende, men min kunde var heldigvis meget afklaret.
Selv blev jeg mig endnu engang bevidst, at man skal være varsom med at putte folk i kasser og klasser.
Det kommer der sjældent noget godt ud af.
  

By | oktober 8th, 2015 | LEAVE A COMMENT