Taxatanker

Mere end blot en køretur …

Den sidste naver

Mine dagvagter starter som regel omkring klokken halvfem. Det er jo rædselsfuldt tidligt, men der er to grunde:
De sidste branderter og de første lufthavnsture.
Naturligvis er antallet af dem begge meget afhængigt af ugedagen, men generelt er det meningsfuldt, ud fra et indtjeningsmæssigt synspunkt, at starte tidligt.
En lørdag morgen, meget, meget tidligt blev jeg således prajet på kanten til indre by af tre unge mænd.
Det er der for så vidt ikke noget usædvanligt i, men deres påklædning var noget ganske særligt og røbede deres erhvervsmæssige tilhørsforhold.
De vide, sorte bukser med tilhørende vest med store knapper, jakke og sort hat var tydelige navertegn, og jeg glædede mig allerede til at køre med dem og følte mig ret heldig. Naverne har altid stået i et eller andet romantisk skær for mig. Måske fordi jeg selv engang var i lære som tømrer og puslede med tanken om at tage på valsen som naver. Ideen om, at rejse verden rundt og lære af de bedste indenfor for hver deres felt, fascinerede mig meget.
Så jeg blinkede straks med det lange lys til de tre sortklædte skikkelser, og bragte drosken til standsning.
”Vi skal have et par cykler med, er det OK?” spurgte den ene af de tre.
”Selvfølgelig,” svarede jeg og monterede beredvilligt to ramponerede damecykler på stativet bag på bilen.
De tre unge mænd satte sig ind og jeg spurgte straks ind til deres respektive beskæftigelser.
Det viste sig, at de alle tre var tømrere. På bagsædet sad en tysk tømrer, som kun gryntede et par enkelte ord under hele turen, og ved hans side sad turens Benjamin; han som endnu ikke havde været ude, men altså var aldeles nyslået naver.
Ved siden af mig sad en mand i midten af tyverne, med pjusket skæg, lyst hår og en eller anden udefinerbar lurendrejeragtig attitude.
Eller sådan rubricerede jeg ham i hvert fald lynhurtigt, da han spurgte, om jeg ville har dankortet med det samme, hvilket jeg svarede nej til.
Det var der jo sådan set ikke noget forgjort i, og i virkeligheden gjorde den unge mand bare det, som mange taxachauffører i deres fulde ret beder om; nemlig at få garanti for betalingen forud. Ikke noget galt med det.
Det var hans fortsættelse, der var helt forkert:
”Fint, så er det også lettere at stikke af.”
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at når det kommer til betalingsaspektet af taxakørsel, så har de færreste hyrevognschauffører, og mig selv inklusive, ikke ret meget humor. Og selv om min kunde på forsædet altså havde tilbudt mig kortet, og derfor altså var parat til at betale, så er det bare generelt dårlig humor.
Men ret beset er det vel ikke ret mange som synes, at det er stor spas når andre mennesker laver spas med deres lønudbetaling.
Jeg bed dog ikke på udadtil, men spurgte min sidemand, hvor langt han var i forløbet, og om hvor langt tid det nu var man skulle være væk.
”Jeg er lige kommet hjem, og har været væk i tre år,” lød svaret.
”Og hvor har du så været,” forekom mig at være et naturligt spørgsmål i forventning om, at han sikkert havde rejst rundt i Europa og været på nogenlunde sikker grund.
”Jeg har rejst via Mellemøsten, over Indien til Thailand, Kina og Japan,” kom svaret som jo altså overraskede mig en del.
”Hold da op mand, det er ellers langt omkring. Hvorfor så langt væk?”
Jeg nåede aldrig at høre svaret, hvor interessant det end måtte være, for pludselig krævede trafikken min fulde opmærksomhed.
En kollega besluttede sig for, at langt over 100 kilometer i timen på Ågade i København var en passende hastighed.
Da jeg atter kunne yde mine kunder lidt mere retfærdighed, var naveren på højre side netop færdig med at redegøre for sine rejsemæssige bevæggrunde.
”Og hvad med dig bagved?” spurgte jeg.
”Jeg vil bare ud og se verden,” sagde den nyslåede naver og faldt lidt tilbage i sædet, indikerende at han ikke var synderligt interesseret i samtalen.
Jeg sparkede et nyt spørgsmål over:
”Well, jeg bor på Christianshavn, og der ser jeg jo rigtig mange navere, så hvad er det bedste jeg kan tilbyde en af jer?”
”Altså på Christiania er det aldrig et problem at finde et sted at sove, men ellers er en seng af en eller anden art altid godt. Og det behøver altså ikke være noget særligt. Når man har sovet tre nætter i træk i en grøft eller på et koldt stengulv, så er en briks med en halmmadras jo ren luksus,” kom svaret efter en kort pause.
”Og hvor meget slæber I typisk rundt på?” spurgte jeg efter nu at have regnet ud, at en sovepose fra Spejdersport formentlig ikke var en del af standardudstyret i Naverland.
”Det du gider bære,” var det lakoniske svar.
”Okay, men hvad er så vigtigst,” spurgte jeg i forventning om at høre om noget særligt håndværktøj. En bugthøvl, en rubank eller noget andet eksotisk og personligt.
Svaret var i virkeligheden ganske jordnært og logisk.
”Ordentlige sko eller støvler.”
”Okay?”
”Det er sindssygt vigtigt, fordi du går og går og går. Man må gerne blaffe, men ikke købe sig til transport, så jeg har gået tusindvis af kilometer på alle slags veje i al slags vejr.”
Pludselig forstod jeg hvorfor naverne altid ser en smule lasede ud. Jeg troede egentlig, at det var fordi de navere jeg ser, altså dem på Christianshavn med tilknytning til fristaden, måske var en smule … tjah … hashhoveder, men det var åbenbart lidt for simpelt. Sandheden var tilsyneladende, at her var tale om håndværkere, med uddannelser der inkluderer adskillige timers teknisk tegning, matematik og forskellige dele af fag der egentlig hører hjemme hos ingeniører eller arkitekter, men altså stadig praktiske håndværkere; som vælger frivilligt at leve som noget der kunne minde om romaer. Eller sigøjnere som det hed dengang renovationsassistenter hed skraldemænd.
Sådan havde jeg aldrig forestillet mig naverlivet.
’Rejsende håndværker’ lyder så romantisk, og kan helt sikkert sagtens være det, men for mig er det sikkert mest på et metaplan som inkluderer at komme som en slags Elvis til den lille landsby og bygge dem et værn mod de vilde dyr. Sandheden inkluderer altså ensomhed, usikkerhed og sikkert også fjendtlighed fra de lokale håndværkere.
Så da kort efter jeg satte trekløveret af i en mørklagt haveforening nord for København, mens jeg forestillede mig at cyklerne sikkert var stjålne og at indehaveren af kolonihaven måske heller ikke vidste at den var ’lejet’ ud, ja så indrømmer jeg gerne at jeg næsten tilgav min sidemands sidste bemærkning.
Jeg spurgte nemlig, om ikke han bare ville være rar at taste sin PINkode mens jeg frigjorde cyklerne.
”Jo, jo, så er det også nemmere at stikke af,” var afskeden.
Jeg blev umådeligt træt af den bemærkning, men jeg kunne sagtens leve med den.
Unge mænd, som står i et valg mellem tårnhøje akkordlønninger, parcelhus og en eller anden form for sikkerhed, og i stedet vælger at leve med landevejens usikkerhed i et fremmed land og med kun et par gode støvler og de tvivlsomme frugter af deres hænders værk fortjener ’the benefit of the doubt’.
Så måske blev min romantiske forestilling om naverlivet punkteret, men jeg fik en anden og ny respekt for de mærkeligt klædte håndværkere.
Og måske, når vores nuværende amerikanske udvekslingsstuderende er flyttet ud, kan en naver flytte ind et par dage og vi kan få beriget vores liv og endda få fikset det forbandede løbende toilet i tilgift.

By | september 27th, 2013 | SHOW COMMENTS (2)

2 Responses

  1. Erik says

    Virkelig interessant! Jeg kom til at tænke på dengang Eric Clapton udgav “Journeyman”. Det hed sig i dansk radio, at albummet nok havde fået titlen fordi Clapton havde været så meget på farten med sin musik. Men Journeyman betyder faktisk “rejsende håndværker”. Naver er så bare den skandinaviske betegnelse.

    • Peter Petersen says

      Hej Erik!
      Tak for din kommentar, og undskyld at jeg har været så længe om at svare.
      Jeg har haft for meget ‘om’ og måske for lidt ‘mellem’ ørerne på det seneste.
      Jeg vidste heller ikke at Journeyman er en rejsende håndværker.
      Til gengæld synes jeg, at ‘Bad Love’ er skruet fantastisk godt sammen. Den skal jeg høre, når jeg kommer hjem til Danmark efter efterårsferien 🙂